JPMynster

112 virkelig er arbejdet i den Herres Tjeneste, som udsendte os, ikke er arbejdet forgæves.» Og hvad Mynster her opfordrer Andretil, det gør han selv. Ikke i mange Aar havde man af en ung Gejstlig hørt en Kristendomsforkyndelse, der var baaret oppe af en saa dyb, personlig Overbevisning og mærket af en saa aandelig og inderlig Selvoplevelses Tegn. For ham «er Alt i Kristendommen Aabenbaring og Liv, Virkelighed og Historie»*). Taler han om Døberen Johannes, da kender han selv denne Trang til Ensom­ hed, som drev den storeProfet ud i Ørknen fra det larmende Liv, hvor ikke en Gang Lønkamret mere er tillukket for den, der søger at værge sig mod paatræn­ gende Adspredelser og samle sin Sjæl til stille Betragt­ ning. Naar han taler om de «halve Beslutninger og halve Udførelser, hvoraf der er nok i Verden», og som ende med Træthed og Ulyst, da véd han af egen E r­ faring, at d en kun er «glad og fri, som, inderlig over­ bevist i sin Sjæl, har taget en fast Beslutning. Thi formaar allerede Ondskaben og de, der beflitte sig paa Uret, saa Meget, hvad skulde da ikke den Retfærdige formaa», som bistaas af den almægtige Gud**). Naar han i Talen 0111 «Bønnens Kraft» siger***): «Thi Bøn kalde vi det ikke blot, naar nogen særdeles Trang driver os til at søge Gud, m en al en tr o e n d e S jæ ls H e n v e n d e ls e t il , O m g a n g m ed Gud k a ld e vi Bøn ; og kun, Hvo der saaledes er vant til at bede, vil ogsaa i Forvirringens og Bedrøvelsens Timer for- staa, hvorledes han skal bede, som det sig bør» — saa er Sligt ikke en Gentagelse af, hvad Andre have sagt om det samme Æmne, men noget Nyt og Selvprøvet. Naar han i «Langfredagsprædikenen» paa en gribende Maade

*) «Om den Kunst at prædike», Bl. Skrifter I, 122. **) Prædikener, 1ste Udg. S. 26. ***) A. S. 89.