JPMynster

115

mod Papisterne. Men hans Standpunkt var ikke den forstenede Orthodoksis. Han var en levende Aand og en ivrig theologisk Disputator; saa ivrig, at den sagt­ modige P. A. Fenger en Gang i en Samtale med hans Dattersøn, vor nuværende Biskop, Skat Rørdam, kaldte hans Bedstefader «en Kamphane»*). Der er næppe nogen Tvivl om, at den jævnlige Samværen med Engel- breth har virket æggende og opmuntrende paa Myn­ sters kristelige Erkendelse, og at han i dette Forhold (hvad man næsten skulde antage efter hans Bemærk­ ning i Avtobiografien) ikke blot har været den Ydende, men ogsaa den Modtagende. Mynster har da ikke savnet Mænd, med hvem han kunde tale om Andet end Præstegaardsavlingen og Døgnets Nyheder. Men kvindeligt Selskab har manglet ham, og især har han dybt følt Savnet af ikke at be­ sidde en trofast og kærlig Hustru i sit Hjem. Man ser det af de Optegnelser, der ere bevarede fra hans første Spjellerupstid: «Det falder et ungt Menneske vanskeligt,» hedder det her, «at opløfte sig til Tanken om den Himmel, hvori de hverken tage til Ægte ej heller udgiftes. Dog er Himlen saadan.» Man ser det af hans trykte Digte (der kun have lidet poetisk, men meget biografisk Værd) saaledes af nogle Vers fra 1802. Den unge Landsbypræst vandrer en Sommer­ morgen i sin Have. Han erindrer Nattens Drømme og Længsler: „Hvor Alting aand er re n t; de svale Vinde

h a r Dagens hede Luft afkølt igen, og klare Morgentimerne oprinde. O, svinder, Drømme, I med N atten hen! Mit H jerte væ re from t igen og stille, som Morgentimerne oprinde milde.

*) Mundtlig Meddelelse.

8*