JPMynster

117 han lod dem komme sm ilende tilbage og deres Kilde rén og rig udstrømm e. Han greb m in Haand og kæ rlig hen m ig førte, hvo r vidt N aturen for mig ud strak t laa, det matte, dorske Øje han berø rte; th i disse Syn tilforn jeg aldrig saa. Og se, den Glans, hvorm ed han v ar om runden, den delte sig til Himmel og til Jord. Af m ine Arme v ar h an vel forsvunden; men evig dog h an i m it H jerte b o r.“ —

H a n h a v d e v u n d e t den s to r e E r o s . ------------ Hans Hjerte havde fundet Fred. — Ikke desto mindre er det bekendt, at der var én Kvinde, Mynster i sin Spjellerupsperiode knyttede et inderligt Venskab med, og hvem han kom til at skylde Meget, som hun ham: K a re n M a rg r e th e R a h b e k . — Sjældent er vel en af den danske Literaturhistories mærkelige Kvinder bleven saa overrost, som Kamma Rahbek. Efter de Mynsterske Rreves Udgivelse i 60’erne var det Billede af hende, som stod tegnet i den almin­ delige Bevidsthed, aldeles idealistisk. Georg Brandes’ vakre, sympathetisk udførte Portræt fra 1870*) viser os hende som den højtbegavede Dame af den ulaste­ lige, danske Kvindetype, der som ingen Anden ynde­ fuldt og skælmsk former sit «Brevstof»; og som (uden at paalægge Nogen en Tvang) taktfuld formaar at ved­ ligeholde den gode Tone under de personlige Udtalelser og literære Debatter, der fandt Sted mellem hine Mænd, der udgjorde Bakkehuskredsen. Men, siges der, ogsaa heri lignede hun den danske Kvinde: den erotiske Pas­ sion har hun ikke kendt noget til. — P. H. Boye*) hæver hende stærkt paa Frederikke Bruuns Bekostning. Medens denne, siger han, var en overspændt, fornem,

*) Jvnfr. «Kritikker og Portrætter». **) Se hans «Kamma Rahbeks Brevveksling og hendes Corre­ spondente!'».