JPMynster

119 i Blade af hans Liv og hans Tid). Men har hun arvet sin Moders «Livlighed og Fyrighed», som Mynster siger i sin smukke Nekrolog, kan jeg heller ikke tro, at hun saa ganske er sluppen fri for den sørgelige Del af Arven, den flakkende, fortærende, erotiske Liden­ skab. Af hendes Brevveksling med M o lb e ch se vi (navnlig af det 32te Brev, dat. 16. Juli 1813), at det ikke var h e n d e s Skyld, at Molbech ikke faldt i hendes aabnede Favn (man læse selv Brevet a. S. Side 93. — Mig er det i hvert Tilfælde umuligt at give Ordene en anden Fortolkning). Og den skuffede Elskerindes kolde Spydighed er da ogsaa tydelig nok i Brevene, der ere skrevne efter Molbechs deklarerede Forlovelse med Dispacheur Langbergs Datter. — Ikke uden Ondsindethed viser Kamma Bahbek sig dernæst i Forholdet til den 12aarige J o h a n L u d v ig Hei- b e rg , som hun dog saa ivrigt havde ønsket at mod­ tage i sit Hus som Plejesøn. Da hun mærker, at han ikke vil slippe sin naturlige Tilbøjelighed for sin vir­ kelige Moder, slaar hendes moderlige Ømhed om til ondskabsfuld og saarende Drilleri, som hun endogsaa gør Husets Tjenestepige delagtig i. Derpaa sender hun den mørkrædde Dreng i ravnsorte Aftner ud paa vildene Veje, saa Rahbek endogsaa maa værge for ham. At den stakkels Johan Ludvig til sidst flygtede fra Bakkehuset, var utvivlsomt for største Delen Kamma Rahbeks Skyld; hun besad en hvas Tunge og har i Drengens Paahør ikke skaanet hans Moder, som han ikke kunde ophøre varmt at elske*). Sandelig, B lid h e d , den Egenskab, som Mændene i sin Tid ansaa for en integrerende Del af Kvindens Væsen, har Kamma Rahbek besiddet det mindst Mulige af. Skrækkelig meget snakker hun i sine Breve om sit «kærlige Hjerte» og «Hjertets uende*) Man læse om disse Forhold i Fru H e ib e r g s bekendte Bog:

P. A. Heiberg og Thom. Gyllemb., hvor hun vistnok søger sa a v id t m u lig t at dække Kamma. S. 335, 343. 2den Udg.