JPMynster

122 i Mynster er for første Gang Ma n d s i d e a l e t i sin ny og ædle Skikkelse traadt Kamma Rahbek i Møde. Hendes Mand kunde til Trods for alle sine gode og for­ træffelige Egenskaber undertiden være ret kællingeagtig. At gøre My n s t e r til Genstand for sit «Kæleri» (Kvindens Snigvej til Herredømme over Manden), dette farlige «Kæleri», som Molbech, Thiele og «den lille søde Græker» Lunzi vare Genstand for — kunde aldrig falde Kamma ind. Mynster imponerede hende. Hendes Passion gengældte han med ridderlig Courtoisie*) og tempererede den med loyal Venskabelighed og lunefuld Ligefremhed. Hendes impetuøse Interesserthed i hans Anliggender og hendes skinsyge Opmærksomhed paa dem, der ønskede «at vinde ham», mødte han med venlig Overlegenhed og uantastelig Ro. — Men hendes varme Velvilje har han været hende saare taknemlig for, og med Rette; thi hendes smigrende Opmuntring af hans Talenter skylde vi sikkert hele Mynsters første Forfatterskab. Og da «godt begyndt, er halv fuldendt», kunne vi uden Overdrivelse sige, at u d e n K a mma R a h b e k v a r My n s t e r (menneskelig talt!) ma a s k é i k k e bl e ven d en , h a n b lev . Her og netop h e r burde Litera tu r­ historien rejse hendes velfortjente Monument; thi dette er hendes største Redrift; hvad hun ellers har været for Mænd, indskrænker sig til forbigaaende Impulser og oprømte Sindsstemninger. Mynsters Retydning for Kamma Rahbek er ret karakteristisk. Som den ny Tids Rarn havde Kamma Rahbek «altid haft en religiøs Tendens». Hun havde sværmet for den udmærkede Prædikant Adler (senere Biskop i Slesvig), dernæst en Stund for Rationalisten Marezoll ved Petri tyske Kirke. Da hun nu traf paa ham, der skulde gøre Epoke i dansk Homiletik, sagde

*) Jvnfr. Digtet paa hendes Fødselsdag i Blandede Skrifter III, 378.