JPMynster

123 hendes fine Instinkt hende straks, at hun stod lige overfor noget Overordenligt. Aldrig har Mynster haft nogen Tilhørerinde, der bedre kunde tilegne sig Formen for hans Kristendomsforkyndelse. Kun h a n har evnet aandeligt at beherske hende: for hans Personlighed bøjede hun sig. Og naar han talte om «den Fred, der overgaar al Forstand», og som Enhver med inder­ lig og ydmyg Vilje kan tilegne sig, da meddeltes der Noget af den Guds Fred, han i sit Sind kunde besidde, til hende. Hun følte dette i hans Nærhed, siger hun selv. Man kan spore, hvorledes Mynsters religiøse Sentenser og Tænkemaade gaa igen i hendes Breve, naar hun kommer ind paa herhen hørende Æmner. Kun i visse Henseender er hun lidt sky for ham. Saaledes havde hun selvbedragerisk i et Brev til Myn­ ster railleret over Molbeclis sentimental-romantiske Skrivemaade, netop da Sympathien for denne var i stærk Stigen hos hende. Men da dette Forhold saa brat og saa stærkt er bleven afkølet, tyr hun til «den velsignede Onkels» Kirke for at finde Lindring for sin syge og saarede Sjæl. «Kun hans Venskab», skriver hun til den Mand, der har «krænket og bedrøvet», hende, «har lært hende, at dog ikke Alt, hvortil hun bandt sit Hjerte, skulde volde hende Bekymring og Smerte.»*)

Kamma Rahbeks Breve, der gennemsnitlig indtraf en Gang hver Uge og jævnlig udgjorde flere Ark Post­ papir (ligesom de fra Mynsters Side besvaredes ret hyppigt og det ikke med Smaabilletter), bidrog i høj Grad til at forfriske hans énsomme Liv i Spjellerup og at lette ham det, da det begyndte at falde ham tungt.

*) M’s Brevveksling med K. R. S. 204.