JPMynster

124 Thi det gjorde det til sidst. Sagen var, at han ikke havde slaaet an hos sine Landsbymenigheder, uagtet Alt fra hans Side sikkert var, som det skulde være. Naar han uden falsk Beskedenhed siger i sin Afskeds- prædiken*): «Jeg har stræbt at udrette den Gerning, Gud havde givet mig at gøre, vel i Svaghed, men dog ikke forgæves; jeg har ikke fortæret mit Brød i Lediggang; jeg har ikke forsømt Guds Ord over verdslig Handel; jeg har ikke begæret Nogens Guld eller Sølv; jeg har ikke lagt Hindring for Kristi Evangelium ved Trætte 0111 Mit og Dit; jeg omgikkes Eder med Kærlighed og Sagtmodighed; bevarede Fredens og Enighedens Laand; jeg har glædet mig ved Eders Glæde, har deltaget i Eders Sorg; jeg antog mig de Syges og Nødlidendes, antog mig Enkers og Faderløses Sag — vorder mine Efterfølgere, Brødre! som jeg er Kristi»; — da er dette utvivlsomt fuld Sandhed. Hans gamle Provst udtalte, da han erklærede Embedet for vakant, at den afgaaende Præst «i kke a l e n e h a v d e b e f l i t t e t sig p a a at l ær e vel, me n og s a a a t l eve vel». Og næppe enhver Præst har faaet sligt Vidnesbyrd af sin Biskop, som Mynster fik under Visitatsen i Septbr. 1809: «Spjellerup og Smerups Ungdom», hedder det i Kirkebogen, «besidder fortrinlig god Beligionskundskab. Pastor M. er en værdig Lærer, der redelig har bestræbt sig for at opfylde sit Kald, og Menigheden maa prise sig lykkelig ved at have en saa nidkær og oplyst Mand til Præst.» Alligevel, Mynster var dog bleven skuffet i sit Haab; det Haab, hvormed han som ung Præst tiltraadte sit Embede. Han havde sat Pris paa Bønderne. Skulde lian, Rousseaus og Johannes Müllers begejstrede Læser, ikke have gjort det? — Men jo mere han levede imellem dem, jo mere traadte deres mindre behagelige, ja fra­ stødende Sider ham i Møde. Fra Begyndelsen af var

*) Kirkelige Lejlighedstaler I, 13.