JPMynster

125 hans Kristendomsforkyndelse dem noget Nyt, og han havde fundet megen Opmærksomhed i sine Kirker. Men efterhaanden blev hans Prædiken dem noget Vane­ mæssigt. Det forstyrrede Mynster, naar han med al Inderlighed forkyndte Guds Ord, at sé En sidde halv­ sovende, en Anden eftersé de sidste Psalmers Numre paa Tavlen for derefter at oplede dem i sin Bog, en Tredje sidde stiv og kold, fordi hans Præsts Ord faldt paa hans Hjerte som paa Stengrund. Det ærgrede ham, naar han saa sine Sognebønder søvnigt og tvært yde ham, hvad de vare forpligtede til, fordi de vidste, at det laa langt fra h am at staa paa sin Ret. Dertil kom den ulykkelige Krig med England, der, begyndt 1807 og fortsat fra Danmarks Side paa den stakkels Voldtagnes Vis, absolut maatte demoralisere Folket og ikke mindst B ønd e rn e . Hvad disse Sidste mente 0111 Mynster, er ikke vanskeligt at ane. Det var ikke den Slags Præster, de vare vante til. Hvor kunde denne unge, slanke Mand med den urbane Optræden behage dem?! — En Præst paa Landet skulde være en Mand, der med Adstadighed og vedtægtsmæssig Gravitet udførte, hvad Kirketjenesten paalagde ham; der med et Par Smilehuller, som forsvandt i hans fede Kinder, og med en ansélig Mave, der korresponderede med et urokkeligt Jævnsind, færdedes imellem dem. Eller de kunde ogsaa for en Gangs Skyld bruge en Pietist, der paa de halvdannede Lægprædikanters Vis holdt svovllugtende Taler om Synd og Helvede*). For den Slags Tilhørere (og saaledes v a r og b l i v e r Fler­ tallet) kunde Mynsters indtrængende, men stilfærdige Formaninger ikke have nogen Vægt. — Heller ikke de Fattige lykkedes det ham at vinde. Hvor ofte de om*) Man erindre sig, hvad en Bonde svarede en i Tjenesten

ivrig Rationalist, der klagede over det ringe Kirkebesøg: «Fa’er taler v e l nok; men han s t r a f f e r os ikke».