JPMynster

126 talte ham som «en velsignet Mand», vidste han vel, hvor stor Andel Egennytten havde i denne Ros. Han gav tit og gerne af det, han havde tilovers; men ofte tilfaldt hans Gaver Uværdige, fordi det var ham imod (med m indre der var Syn for Sagn) smaaligt at skaffe sig Underretning, om en virkelig T rang var til Stede hos dem, der klynkede. Mynster vilde til København. Han trængte ikke alene til dannede Menneskers Omgang, men ogsaa til et andet Virkefelt; thi mere og mere kom han i Tvivl, 0111 han var skikket til at være Landsbypræst. — Ingen kunde dog forstaa denne Beslutning. Var Spjel- lerup ikke et b rillan t Kald med gode T iender og fede P ræ stegaardsjorder? Hans Menighed gjorde ham jo ingen Fortred ! Hvor kunde han ønske at komme til Hovedstaden, hvor Pengene hver Dag blev siettere, hvor det ene store Handelshus gik Fallit efter det andet, og Embedsmændene bleve grebne i Kassemangel? — Hans Stedfader foreholdt ham det; hans B roder be­ greb ham ikke; hans Kolleger misbilligede det.*) F ru Rahbek var som ude af sig selv. Rom antisk anlagt, som hun var, havde h u n vænnet sig til at have «den kære Onkel Job» paa Afstand: saa kunde hun skrive ham til, saa kunde hun længes efter ham , som han sad derude i sin idylliske, præstelig værdige Ensomhed. Saa kunde hun besøge ham og have det hyggeligt med ham , passiare med ham i de store, lave, lyse Stuer, spasere med ham i hans to Præ stegaardshaver, hvor Alt b a r Vidne om hans Røgt og Pleje. Da han ikke vilde føje hende, anklagede hu n ham for, at han for­ fængeligt ønskede at vinde det fine Hovedstadspublikum s Gunst, og jam rede i Stilhed ved Tanken om, at hun nu skulde dele ham med Andre, navnlig andre Kvinder. **)

*) Blade af M’s Liv og Tid 84—85. **) Ikke mindst har hun været bange for S o fie Ø r s te d , Oehlenschlågers Søster, som hun spidst kaldte «Geheimeraadinden».