JPMynster

127 — Mynster afviste hendes L am entationer med Fasthed og dadlede skarp t hendes M istænksomhed: «Naar jeg komm er fra Spjellerup, vil De ikke mere kendes ved mig, og den københavnske Onkel m aa først prøves! Mig synes (tillad mig at sige det), at m in Venindes ædle og store Sjæl skulde ret for Alvor opløfte sig over alle smaalige Griller, og at De skulde anvende al den Magt, jeg af Erfaring saa vel véd, De har, til at glæde Deres Venner, at opfordre og oplive dem til Alt, hvad der er godt og berømmeligt, og at De derfor n u kunde gøre noget Bedre mod mig. Jeg indser nok, at jeg vil foretage Meget, som ikke vil være Dem tilpas; men jeg haaber dog, at De til sidst vil finde, at De ikke havde behøvet at prøve den, som De allerede i saa mange Aar h a r prøvet. Men (indtil dette skér) erindre Dem undertiden, at Kærligheden tro r Alt, haaber Alt, saa vil jeg se til at erindre mig, at Kærligheden skikker sig i Alt, taaler Alt.» Kamma svarer med et Brev, hvori hun forsonligt og smukt rækker sin «køben­ havnske Onkel» Haanden. — Disse højtbegavede Men­ nesker vedbleve til deres Dødsdag at være Venner; og ophørte h u n at være Noget for ham uden i E rindringen, bidrog h a n som P ræ d ikan t vedblivende til Udvikling af hendes Aand og til Bedring af hendes usikre S indsbeskaf­ fenhed. — Han var én af de Venner, der satte hende og Rahbek det Mindesmærke, der fik saa stor Betyd­ ning ved sin simple og dog saa meget sigende Indskrift. Da Mynster havde opnaaet at blive kaldt til første Kapellan ved F rue Kirke, var han aabenbart lykkelig ved at skulle komme bort fra Spjellerup. Ikke desto m indre kunde undertiden et stæ rkt Vémod overfalde ham, saa han kun med Møje kunde tvinge sin Graad: han skulde nu skilles fra den Menighed, som han i Grunden havde elsket mere, end den havde elsket ham ; han skulde forlade et Sted, hvor han havde levet i henved ti Aar, lidt meget, men ogsaa nydt meget Godt