JPMynster

133 dem. Med fuld Ret kunde denne Mand prædike om Moral og Æresfølelse, om Pligt og Dyd; hele hans Liv var en Anskueliggørelse af, hvad han lærte. — Som fattig, sønderjysk Student, uden Anbefaling til akade­ m iske Protektores eller borgerlige Mæcener, vil han, uagtet sin gode Examen artium , ikke søge Stipendier, for bedre at kunne bevare sin videnskabelige Selv­ stændighed. Skønt han senere bliver en skattet Hov­ mester hos en højadelig Fam ilie, ønsker han ikke at ansøge om det indbringende Embede, hvortil hans P rincipal har Kaldsret, da han af Samvittighedshensyn frygter for at blive undergiven nogen som helst Patrons Indflydelse. Som oprigtig og ivrig Tilhænger af det oplyste Kongedømme, roser han i det 18de Aarhun- dredes Slutning Regeringens hum ane Lovgivervirksom­ hed og bliver af den Grund liaanet af de revolutionære Kraftkarle med Øgenavnet «Smigerpræsten». Men da Reaktionen indtræder efter Presseanordningen af 1799, sætter han Venskabet med Chr. Colbjørnsen paa Spil ved skarpt at dadle denne Lov og træ der kort efter dristig op mod liøjtstaaende Mænd, der, som han siger i en Prædiken, «ved deres Eksempel give Forargelse og ved Anordninger hindre deres Medborgere i den Andagtsøvelse, de selv forsømme». Cancelliet giver Clausen en Irettesættelse i den Anledning; men han modtager den ikke, paaberaaber sig sin Pligt som Guds Ords Fo rkynder og klarer saa vel for sig, at m an maa lade det bero ved hans Erklæring*). Overalt hvor vi træffe denne Mand, faa vi In d ­ trykket af en retsindig og sjælden mandig Personlighed. Saaledes ogsaa i hans Prædiken. Hans Foredrag for- sm aar alle Blomster og ethvert Smykke. «Tanken selv, dens Skønhed, Sandhed og Styrke, ikke dens Indklæd-

*) H. N. Clausen: Henr. Georg Clausens Eftermæle S. 33—35 samt Bilag I.