JPMynster

134 ning, giver P rædikenen Værd. Af alle Talere er den gejstlige den, der m indst trænger til at faa sin Tale til at interessere ved laan t Pynt. Religionens store og ophøjede Sandheder interessere ved sig selv og det saa meget mere, jo simplere og naturligere det Sprog er, i hvilket de fremsættes» *). Og Clausens hom iletiske Fo re­ drag fyldestgør fuldstændig hans Theori: det er klart, fyndigt, indtrængende, energisk. Man mæ rker, han taler af fuldt B ryst, og sikkert h a r hans P rædiken gjort sin Virkning. Men E t mangler den, og det det Allervæsenligste: Troen paa den K ristus, han for­ kynder. Jesus er Læreren, det ophøjede Menneske, der forfølges og øves Ju stitsm o rd paa af Obs ku ran ter og jødiske H ierarker; hans Liv er rén t og sædeligt som ingen Andens, og det indeho lder et herligt Eks­ empel til Efterfølgelse. Men, at Gud h a r aabenbaret sig i Kristus, at denne er Tidernes M idtpunkt, at han h a r lidt for vore Synders Skyld og endnu hænger ko rs­ fæstet og lidende m idt ib land t os — derom leder man forgæves i Clausens P rædikensam ling. Sønnen siger rigtignok i sit Mindeskrift, at Faderens K ristendom s­ opfattelse med Aarene blev dybere; men derom vides Intet. F rederik Hamm erich fortæller**), hvorledes han som ung Candidat gennemgik et hom iletisk Kursus hos Clausen paa Pastoralsem inariet og «oprørtes» ved den Vold, han gjorde paa Biblens Ord, og den Hen­ synsløshed, han udviste ligeoverfor de vigtigste T ros­ lærdomme. Og Martensen beretter i sine E rin d rin ­ ger***), hvorledes han i 1833 var samm en med den gamle Stiftsprovst og Schleiermacher under dennes Op­ hold i København ved et Gilde hos H. N. Clausen. Men uagtet den Gamle sikkerlig var stem t i den bedste

*) Prædikener I., IX.—X., 3die Opl., 1813. **) Sé «Et Levnedsløb» I., 277. ***) «Af mit Liv» I., 73.