JPMynster

135 Tone for den Mand, Sønnen taknem lig saa op til, karambolerede han pludselig med den aandfulde, tyske Theolog, der dog ingenlunde stod Rationalismen saa meget fjernt. Gamle Henrik Georg Clausen blev stan d ­ haftig til det Sidste i sin grumme snævre, men stæ rk t byggede og modigt forsvarede rationalistiske Fæstning. I Meget tu rde Mynster og hans ældre Kollega have sympathiseret: Mynster saa godt, at Rationalismen k u n d e blive et Udgangspunkt for sand Kristendom . Form elt var han jo selv gaaet denne Vej. Endvidere: Mynster nærede altid nogen Agtelse for en Mand af Karaktér; selv var han jo dette i høj Grad. Men i G rundsyn paa Livet og religiøs Opfattelse vare Mynster og Clausen dybt forskellige. Hvad der i Kristendommen var bleven Mynster af den højeste Vigtighed, forbigik Clausen med en Tavshed, der kunde tage sig ud som D istraktion, men sikkert var altfor bevidst; hvad der tiltrak Mynster med det religiøse Mysteriums Magt, var Clausen en Vederstyggelighed. Sønnen fortæ ller, at Faderen modtog den yngre Kollega «med uskrøm tet Glæde»; dette kontrasterer stæ rkt med den tidligere anførte, ret graverende Beskyldning mod Mynster, an- gaaende Motivet til dennes Angreb paa Boj sens Liturgi. Fremdeles siger Sønnen, at det venskabelig-kollegiale Forhold blev ub rud t i den lange Aarrække. F o r­ underligt da, at Mynster ikke h a r ét venligt Ord til­ overs for den ældre Clausen i sin Avtobiografi! — Foruden den ovennævnte, nedsæ ttende Ytring 0111 Myn­ sters første literære Arbejde, anfører denne, at nogle af hans Kolleger mente, at h an prædikede «altfor dogma­ tisk; men dem ønskede han ikke at gøre tilpas». Dette kolde Sideblik gælder tydelig nok han s Stiftsprovst. Endelig udtaler Mynster ret spydigt, at »Grundtvigs Demisprædiken gav flere af Københavns P ræ ster Lej­ lighed til at prostituere sig«. Men den, der fo ranstal­ tede P rotesten mod h in Prædiken, var netop H. G. Clau-

I