JPMynster

136

sen. mod

Ogsaa den Animositet, som Mynster tidlig nærede

den yngre Clausen*),og som denne rigelig gen­ gældte**), kan skrive sig fra, at han aldrig h a r be­ fundet sig rigtig vel i Stiftsprovstens Hjem, hvor han naturligvis i mange Aar maa have haft Æ rende. Hele denne Udvikling h a r til Hensigt at kon sta­ tere, at Mynster i T iden 1812—28, da han baade som Kapellan ved F rue Kirke og som Læ rer ved P asto ral­ sem inariet havde H. G. Clausen til sin Overordnede (til T rods for, at der ikke foreligger dokum entariske Kendsgerninger) m aa have følt dette Forho ld som en Torn i sit Kød, der ikke var til at drage ud. To usprøde Stene male nu en Gang ikke godt sammen, og Clausen h a r nok, myndig og dom inerende som han var, ogsaa ønsket at udstrække sit Supremati over den 16 Aar yngre Kollega til det aandelige Omraade***). Heri h a r han dog fundet en meget bestem t Modstand fra Mynsters Side; derom vidner tilstrækkeligt de af denne holdte P r æ d i k e n e r i F rue Kirke (udg. 1815), T a l e r v e d R e f o r m a t i o n s f e s t e n 1817 og A f s k e d s ­ p r æ d i k e n 1828. N o g e t m e r e p a a t v æ r s a f C la u - s e n s F o r k y n d e l s e k a n ik k e v e l tæ n k e s f ) . Mellem disse to Mænd er da i mere end Halvdelen af en M enneskealder ført en, vel stille og harm løs, men der­ for ikke m indre sejg og udholdende Kamp, som det lidet fintmærkende Pub likum næppe tilstrækkelig h a r skønnet; men hvis E robringer de Stridende desto mere h a r m arkeret, ligesom de smertelig maa have følt de Saar, de ikke kunde undgaa at slaa hinanden.

*) Sé Brevene til Engelbreth. **) Sé Cl.s Memoirer, navnlig 297—99.

***) At han i sit Hus ogsaa først og fremmest har været H e r ­ r e n , slutter jeg af den Blyhed, som endnu i Oldingeaarene var ejendommelig for Sønnen. Sé iøvrigt dennes «Optegnelser». f) I Brevet til Engelbreth 16/i 1825 (Nr. 13) vil Mynster ikke en Gang indrømme Rationalisterne Ret til at kalde sig Kristne.