JPMynster

141

skikkelse til at styre det højere Lærdomsvæsen, var en stor Reformven. Og mange gode Idéer vare unægte­ lig fremkomne i den Komm ission, for hvilken han førte Præsidiet. Men mange gamle, erfarne Skolemænd rystede paa Hovedet ved at sé det, der n u efter Her­ tugens Forslag skulde læres. Saaledes udb rød Rektor W orm i Horsens: «Hvor skal der dog blive T id til at undervise i Alt dette, og Hvem vil m an faa til at undervise heri?!» — Med Hensyn til det Fø rste hjalp nu de fleste Skoler sig saaledes, at de lode Alt blive i den gamle Slendrian. Med Hensyn til det Sidste vare Avtoriteterne ikke i Forlegenhed: m an oprettede et pædagogisk Sem inarium paa B laagaard, der skulde u d ­ danne Faglærere, som efter endt Eksam en kunde over­ tage Adjunkt- og senere avancere til Rektorposter. Og endelig gjorde m an Pædagogik og Methodik til Hoved- og Fællesfag for alle Sem inarister; det var nemlig «M e th o d e n » , det først og fremmest kom an paa: denne var kun é n , og blev den rigtig gennemført, skulde nok Alt blive godt. — Det Hele havde im idler­ tid ingen Art, og ikke mange Aar gik hen, før hele Anstalten, hvis Virksomheds Resultater m an havde imødesét med saa store Forventninger, ganske sygnede hen. Ogsaa D irektionen for Universitetet og de lærde Skoler stod en Tid for Fald. Hertugen karambolerede med sin kongelige Svoger og trak sig fuld af Nag og Bitterhed tilbage til sine Godser. Moldenhauer blev tilsidst sløv og ligegyldig for det Hele. Man tænkte stæ rkt paa ganske at ophæve hin Institu tion ; da lykkedes det Prof. Engelstoft den Æ ldre at overbevise Kongen om Gavnligheden af dens Vedvaren: den skulde blot reorganiseres og optage ny Kræfter i sig. Den for­ træffelige Malling, der havde Kongens Øre, vedblev da at fungere som Form and i D irektionen; Mynster blev hans højre Haand. Hvor meget eller hvor lidt Mynster udrettede i