JPMynster

144

h e d og H o ld n in g » . — Mynster fandt de hum anistiske Studier udmæ rket skikkede hertil. De klassiske Sprog lærtes ikke som de nyere, der lade sig nøje med et «saa om trent». Ved Læsningen af de latinske og græske Avtores kunde m an ikke slippe en Sætning, ja ikke et Ord, uden disse vare tilstrækkelig gennem tænkte, kla­ rede og gengivne i M o d e r sm a a l e t ved tilsvarende Begreber og Udtryk. De klassiske Sprogs G r a m m a t ik skærpede Tænkeevnen og indøvede Disciplen i «en aandelig Gymnastik», der tidlig eller sént vilde komme ham til Gode. Den klassiske L i t e r a t u r («hvis Læs­ ning ikke erstattedes af Oversættelser, som berøvede Originalen dens Aand og Ynde») vakte Elevernes Sans for det klare, formfuldendte Foredrag. R o m e r n e s og G ræ k e r n e s H i s t o r i e var som en Eksempelsam ling paa vægtfulde U d t a l e l s e r , beundringsværdige H a n d ­ l i n g e r , stolte og skønne M e n n e s k e t y p e r .— «Nyttes­ apostlenes Raab og de «praktiske Menneskers» Besvæ­ ringer mødte han med det Spørgsmaal, om E n g l a n d da, hvis Universitetsstudier saa godt som alene vare hum anistiske, havde haft Mangel paa Mænd, der kunde tage det prak tiske Livs Krav op eller, som vare sig de borgerlige Pligter bevidste? — Sandelig, Enhver, der næ rer Interesse for vort højere Skolevæsen, burde læse Mynsters Polem ik mod dem, der ringeagte det klassiske S tudiums Værd, og som mene, det ikke er «tidssvarende»*). — Mynsters Betydning i vor pædagogiske L iteratur er da den, at h a n e r d e n F ø r s t e , s om g ø r A lv o r a f d e t, R e f o rm a t io n e n v i l d e ; men som Reformato­ rerne (selv Melanchton) ikke vovede at gennemføre, da det kom til S tykket; fordi de lugtede K ristendom s­ fjendskab i Studiet af de klassiske Forfattere. — Myn­ ster h a r vist, at Humanismen saa langt fra hæmmer

*) Sé R ecensionerne i Bl. Skr. II og Skoletalerne sm stds. III.