JPMynster

145

Kristendommens Aand, at den meget mere fremmer, uddyber og k larer den; th i for ham var et kristeligt Sindelag uadskilleligt fra et sund t Hjerte, og det ideale Menneske ikke forskelligt fra den gode Kristen. Naar denne Mynsters V irksomhed er betragtet i sin literære F rem ton ing , saa spørge m an ikke 0111 , hvad han da p rak tisk fik ud rettet; det ligger (som sagt) udenfor dette Arbejdes Maal. Men skal F rug terne af lians difektoriale Arbejde en Gang pædagogisk-liistorisk bedømmes, saa haaber jeg, m an ikke vil glemme, hvor vanskelige T iderne i økonom isk Henseende den Gang vare for det højere Skolevæsens Bestand. Kornpriserne og Pengenes Værdi sank saa dybt, at Skolens T iender og fromme Legatstifteres Dotationer svandt ind til næsten Intet. Skolefonden fortæredes, og Mynster, der altid og med Rette indskærpede, at en lærd Skoles Tilværelse var en ku ltu rel Velgerning for den Egn, i hvilken den laa, m aatte (nu, saa vel som senere) se paa, at gode, gamle Skoler nedlagdes for at bøde paa de Andres Pengevilkaar. Forgæves søgte han at for­ bedre de konstante Læreres Lønning: efter Mallings Død vilde Ingen yde ham ordenlig Støtte under denne Bestræbelse. Med Sorg, forsikrer Mynster, gik ban tit til Hvile, og bekym ret stod han op; «thi Alt dette græmmede ham mere, end Nogen vidste.» Og vi tro ham . Hvis dette ikke havde forholdt sig saaledes, havde han næppe vovet saa sent som i 1851 ved en Rektorindsættelse i Roskilde at kræve en højt ansét og sandd ru Mand som Dr. Søren Bloch til Vidne paa, at «han oprigtig havde stræbt at fremme Skolens Tarv og lette dens Arbejdere deres Byrder.» Bloch havde gennem hele Mynsters Direktionstid beklædt Rektorater og nedlagde først ved denne Lejlighed sit Embede.

10