JPMynster

147 havde været Genstand for hans første, dybe Kærlighed. Marie Jud itlie Hornem anns Søn, den bekendte Læge, skrev mange Aar efter til han s Søn, den talentfulde Oversætter, F. L. Mynster: «Deres F ad er hu sk er jeg meget tydeligt. Jeg sér hans fri P ande og store, k lare Øjne. H an besøgte os jævnlig, da der vedblivende bestod et varm t Venskab mellem ham og m ine F o r­ ældre. Som Læge gik han ud og ind i vort Hus, hold t meget af at sidde ude i vort Køkken (hvor Moder ofte selv lavede Maden) og passiare med os Børn. Han sad ofte paa Køkkenbordet, medens Moder stod i Skorstenen, og vi Børn stode i Kreds om ham og morede os b land t Andet ved at se paa hans ene Finger, som stod lige i Vejret, n a a r h an skrev en Becept. Jeg hø rer endnu tydelig han s klare Stemme, der havde en egen, sm uk Klang, og hans hjertelige Latter. Moder tiltalte han altid med hendes Fo rnavn og F ad er ligeledes: Jens Wilken!» — Man sér, han dristede sig til at hente Lægemidlet dér, hvor hans Saar vare slagne. Han v ild e være frejdig og glad. Til Broderen skriver han efter Modtagelsen af dennes første P rædikensam ling, at nogle af Talerne forekomme ham vel alvorlige og sørgmodige: «Skriv os nu snart nogle g la d e og s e j­ r e n d e Prædikener!» — Men kunde han end, som det sømmer sig en Mand, bringe sit Hjerte til at tie: Tidens Aand, hvis Luft omgav ham , hvis Mænd voksede frem, kunde han ikke magte; og T idens Aand var ham imod. — Det er bekendt, at Ole H ieronymus Mynster var den, der først bragte Oehlenschlåger samm en med Steffens, og saaledes gav Stødet til en af de stærkeste Bevægelser, vor L iteraturh istorie kender. Men dette var ham naturligvis aldeles uafvidende, og halvt ironisk saa han paa den frembrusende F lod ved dens Udspring. I Febr. 1803 skriver han til Laub i F rø rup : «Henrik Steffens læser over sin egen, forbedrede Filosofi, som er bedre end Schellings, som var bedre end Fichtes, 10 *