JPMynster

148 som var bedre end Kants, som var bedre end alle andre Filosofier, som var bedre end sund Menneske­ forstand, som kun er lidet bedre end slet Intet. Han gør stor Vind og h a r derfor mange Tilhørere, som ikke forstaa ham , fordi h an næppe altid forstaar sig selv mere end saa om trent. Han er ellers n u som sædvanlig en god Knøs. Oehlenschlåger hø rer ham og omgaas ham flittig; de fordærve h inanden indbyrdes ved Ros. — Oehlenschlåger h a r skrevet dejlige Vers; men næs­ vise, ofte anstødende mod sund Sans, tit udelikate, barnagtige Efterligninger af Steffens’ Afguder, Goethe og Tieck. Det er Skade, den Knægt er saa næsvis og aldrig h a r m indste Funke af k ritisk Jud icium , ellers tro r jeg, at han vilde blive én af D anm arks ypperste Digtere, dem han endda næsten er i Fæ rd med at naa». Broderens Ansættelse i Hovedstaden hilser han med stor Henrykkelse. 7. April 1812 skriver han i et Brev til Laub, meget bevæget i Anledning af en fælles Vens Død: «Vær hilset fra mig og m ine og fra J o b , som G u d ig e n h a r v e l s i g n e t m ig m ed.» — Men hvor højt disse Brødre end elskede h inanden : m indre og m indre kunde de blive enige om den ny Tids Men­ nesker og Værker. Ole H ieronymus, Eudaimonisten fra det gamle Aarhundrede, han, der d. 9. April 1794 skrev et Digt i den bortdragende Henrik Steffens S tam ­ bog med sit Yndlingssprog til Motto: «Nisi utile est, quod facimus, stulta est gloria» *), og endte sit Vers med de Ord: «thi Jo rdens bedste Lod er den, at g avn e» — denne U tilitarist kunde selvfølgelig ikke forsone sig med de «Nytte»-foragtende Romantikere. T it kom det til kedsommeligt Skænderi mellem Brødrene, og da Jakob Peter oprigtig ønskede at mødes venligt og kærligt med Broderen, og denne, paa sin Side, nok mærkede,

*) «Hvis det, vi udrette, ikke er njdtigt, da er den Ære, som vi kunne opnaa derved, en Taabelighed.»