JPMynster

149 at han ikke længer aandeligt kunde hovmesterere ham , saa undgik de stiltiende at bringe disputable Æm ner paa Bane; skønt denne Omstændighed naturligvis ikke kunde forhøje Glæden ved S am v æ re t. Da op­ skræmmedes Jakob Peter i Sommeren 1818 ved paa en temmelig uskaansom Maade at erholde Kundskab 0111 , at Broderen ikke kunde leve Aaret ud. D. 13. Oktbr. skriver Carl Heger til Laub: «Vor ædle, dyrebare Ven er meget farlig syg, og vi have intet Haab om, at han vil kunne komme derfra, men trøste os med, at Gud snart vil kalde ham til sig; th i ellers have vi ingen anden Udsigt end langvarige Lidelser for ham og ube­ skrivelig Smerte for hans Venner og Nærmeste. Han har, som Du vel ikke er ganske uvidende om, efter en Koldfeber for flere Aar siden og en Nervefeber for 3 7 1 Aar siden, laboreret af et Levertilfælde, der ofte, men dog ikke ret alvorligt førend i Begyndelsen af dette Aar, h a r ængstet og bekym ret os. F o r 5 å 6 Uger siden var han i 14 Dage angreben af en heftig Katarrh; men derefter begyndte han at komme sig saa vidt, at han kunde gaa ud. I Fredags var han hele Dagen i P raksis, og Natten derpaa begyndte det med Conge- stioner til Hovedet, der gjorde ham skrækkelig urolig, saa han hverken kunde være oppe eller ligge, indtil han Søndag Middag faldt hen i Mathed og Døs. Der gøres, kæreste Laub! alt Muligt. Hans velsignede, mageløse Kone og hans Døtre, Rikke og Sara, gaa om ham som Engle, pleje og passe h am ; men . . . Udenfor hans Hus taber Ingen mere end jeg . . . » F ø r dette Brev naaede F rø rup , var Ole H ieronymus Mynster død. Han blev jo rdet paa Helligaands Kirkegaard sam ­ tidig med M ic h a e l R o s in g ; »den samme Skare Venner fulgte Begge til Graven». Men medens det var en Guds Naade, at den store Skuespiller, som i over Aar og Dag, lam og imbecil, havde været lænket til sin Stol, fik Ende paa sligt et Liv, var det en uhyre Sorg, at