JPMynster

152 træden i sit Naturels Mangler, og vi skulle Alle staa til Ansvar for vore Fejl. Men dette forudsat, saa sér jeg ikke nøjere end, at Fejlen her var størst paa G rundt­ vigs, m indst paa Mynsters Side. — Des værre h a r vor flittige og kyndige K irkehistoriker, Biskop F r. Nielsen, i sin Bog om Grundtvig kun sét Sagen fra sit Partis S tandpunk t og væltet al Skylden over paa Mynster. Større Kontraster end disse den yngre danske Kirkes mærkværdige Mænd, kan der, som sagt, ikke gives. Vel er det ikke rigtigt, hvad F r. Nielsen (næppe i Mynsters Favør) hævder, at denne var «tidlig k lar» ; thi Hvo der opmæ rksom t og sym pathisk h a r fulgt Mynsters Livsløb, véd jo, hvorledes hans Anskuelser, Forestillinger og religiøse Begreber tilsammen u d ­ gjorde et forvirret og ulyksaligt Kaos, indtil Her­ rens Aand med et Slag af sin Vinge dannede det ny Menneske i ham af de konfuse Elementer. F ra det Øjeblik, men først d a , bliver han klar. «Tidlig K lar­ hed» kan dette Gennembrud, der først fandt Sted i hans 27de Aar, dog vel ikke kaldes. Men fra dette Øjeblik (det er sandt) gaar Mynster frem i K la r h e d og K ra ft. Der er O r d e n i hans Liv, og han forstaar som ingen Anden at holde sin opadhigende T anke og frem trængende Følelse under Tøjle og Tugt*). Med Besvær og Omhu udarbejder han sine Skrifter; men ere de én Gang udgivne, fo rand rer han, n aa r ny Op­ lag kræves, næppe en Tøddel. Hans K ristentro er i bestandig Udvikling; men den gaar i Dybden, følger bestandig den aandelige Lodlinje, der peger mod Kri­ stendommens Tyngdepunkt; den bliver bestandig mere og mere inderlig. F ra det Øjeblik, Gud h a r gjort sin Gerning i ham , er Skriften hans stadige Tanke og T il­ flugt, og atter og atter gentager han i sine Taler Peters O rd: «Herre! til Hvem skulle vi gaa; D u h a r det evige

*) Sé Martensens Erindringsskrift S. 11.