JPMynster

155

ledes ogsaa de sidste, frastødende Scener i Vartov Kirke 1867. Disse vilde Grundtvigs yngste Søn senere føre tilbage til en Slags profetisk Henrykkelsestilstand, hvori hans F ad er mente sig stedt paa Luthers Vis*); men Grundtvigs æ ldre Venner følte sig højst forlegne og ned- slaaede ved det Hele**). G u n n i B u s c k sagde i de Dage til Pasto r Biædel, at unge Piger ikke kunde nærme sig den Gamle uden at udsæ tte sig for, at deres Blufærdig­ hed blev s a a re t* * * ).-------- I den Periode, hvori vi nu befinde os, var G rundt­ vig en fanatisk Rettroende. — Skønt han endnu var en ganske ung Mand (ikke mere end 28 Aar gi.) havde han dog tilbagelagt adskillige aandelige Skiftesteder. Som Steffens T ilhører E fteraarssem estret 1802 havde han været b land t dem, der «lo ad ham»: han var som rationalistisk S tudent aldeles ikke begejstret for Fæ t­ teren; der skulde gaa 3 å 4 Aar, inden han forstod Noget af det, han erindrede at have hørt. F ø r Oehlen- Spøg»; thi Povl Dons’ Helbred fik et uforvindeligt Knæk ved denne Lejlighed. — Endelig tog F. C. S ib b e r n sig af sin Ven Grundtvig og kørte med ham ud til Faderen, hvis Kapellan han skulde være. De bedede i Vindbyholt Kro. «Langt ud paa Natten vaagnede jeg imidlertid», fortæller S. i en Optegnelse (der velvilligst er mig med­ delt af hans Søn): «Grundtvig laa paa Knæ i et Hjørne af Værelset og had med saa høj Røst, at det maatte vække Opmærksomhed i Huset. Jeg søgte at faa ham rolig; men det varede længe. Endelig blev det lyst, og vi kunde køre videre. Paa Vejen fortalte Gr. mig, a t h a n h a v d e f ø lt D jæ v le n som en S la n g e le g e m lig at sn o sig om h a n s Krop.» *) Da man endelig havde faaet ham godt og vel ud til Frederiks- dal, udbrød den Gamle, da han traadte ind i sine Opholdsværelser: «Nu, her har jeg jo m it W a r tb u r g !» **) Sé Fr. Hammerichs ærlige Skildring i «Et Levnedsløb». ***) Prof. Nikolai Bøghs Meddelelse. Han har som Ørenvidne fortalt mig det. Paa den Tid opholdt han sig som Student i sin Onkel B.s Hus. — Papiret taaler Meget i vore Dage «uden at rødme»; men jeg kan ikke overtale mig til at gengive Gunni Buscks Udtryk ordret.

l