JPMynster

150 schlågers «Poetiske Skrifter» kom ud 1805, var Holberg hans Yndlingsdigter, og dennes poetiske Art ansaa han for den mest fuldendte. Men O e h l e n s c h l å g e r v æ k ­ k e r G r u n d t v i g ; og da han h a r læst «Nordiske Digte» af 1807, bliver «det gamle Norden hans rette Hjem.» Blandt Kammeraterne paa W alkendorfs Collegium hed det den Gang, at Grundtvig kun havde én Tro, og det var Asatroen*). — Mynsters ejendommelige Indlæg i Liturgisagen havde dog «vakt hans Opmærksomhed», og nu offenliggør h an sin Afhandling mod Bojsens Liturgi. Mynsters første P rædikensam ling fra Nytaar 1810 «rører ham sødt», og nu udgiver han nogle Maa- neder efter sin famøse Demisprædiken. — At Grundtvig h a r faaet s i t e g e n lig a a n d e l i g e C h o c f r a Oehlen­ schlåger og M y n s te r , ønske G rundtvigianerne ikke om talt: deres Mesters ubetingede Genialitet skal være fastslaaet én Gang for alle. Men vil m an indrømm e Historien Bet til at hævde Aarsagsbegrebets Realitet (og uden det kan H istorien ikke blive nogen Viden­ skab), saa forholder det sig unægtelig saaledes med hine afgørende Paavirkninger. At Grundtvig alligevel kan kaldes original, er der naturligvis Ingen, der kunde falde paa at nægte. Men denne Originalitet er rigtig nok undertiden af en noget betænkelig Art: Kaalund h ar utvivlsom t Ret, naa r h an i sin Tid skrev et Epi­ gram om Grundtvig saa lydende:

„Helt underligt det i Verden gaar: Beundring hos Forundring staar. Hvo af de To, Du vakte mest, det har jeg aldrig rigtig v id s t!----------

Sært er det da ikke, at disse to Mænd ved deres første Møde i Spjellerup ikke fandt Behag i hinanden. Grundtvig (der var altfor hed) syntes, Mynster var kold

*) I Sibberns nævnte haandskrevne Optegnelser.