JPMynster

159

kommer fra et bevæget Gemyt; men Mynster kunde ikke have svaret anderledes, end han gjorde. Det er ukorrekt, n a a r Biskop Nielsen kalder Mynsters Svar iskoldt; det er affattet med sømmeligt Alvor. Vi have berørt det før: fra Gennembruddets Tid elskede Myn­ ster sin Kirke; dér udgød han sit Hjertes Fylde, der aabnede h a n (den ellers tilbageholdne Mand) sit In ­ derste for dem, han tu rde mene, sukkede over, længtes efter, følte og kæmpede for det Samme, som han. Med sit Foredrags Fo rm kunde han være utilfreds, men aldrig forestille sig, at Nogen vilde holde hans F o rkyn ­ delse for Gøglerværk eller tiltro ham Hykleri med det, der i Liv og Død var ham det Helligste og Dyrebareste. Hans ærlige Sjæl oprørtes ved denne farisæiske Mis­ tænksomhed. — Grundtvigs Duplik er ikke ho ldt i saa streng en Form , som hans første Skrivelse. Han tilgiver Mynster, at han h a r svaret ham «i Vrede»; viser, at han h a r fejllæst en vigtig Bemærkning i Mynsters Brev, og slutter med at anbefale ham Studiet af hans nys u d ­ komne «Verdens Krønike» (1812). Af denne «vil han lære ham bedre at kende.» Denne Anbefaling af sin egen Bogs Læsning vilde jeg kalde Grundtvigs tredje Fadæse i sit Forhold til Mynster. Ogsaa her slutter han for rask fra egen Stemning til Andres. — Skønt han i denne Bog*) er­ klærer, at «han for 10 Aar siden dristig vilde have udlét den, der havde sagt ham , at han skulde blive en troende Kristen, og for 3 Aar siden kun i Begejstringens Øjeblikke følte K ristendommen i sit Hjerte», tager han dog ikke i Betænkning at udtale de haardeste F o r­ dømmelsesdomme over dem, som efter hans Mening ere Vantro og Ukristne, og reducere hele det 18de Aar- hundredes Kultur til en Skændsel for Menneskeheden.

*) S. 420.