JPMynster

160

Bastholm f. Eks., der endnu levede som en Olding, der var værdig til Hæder, og som efter sine Modgangs­ dage kunde forlange, at m an i det Mindste behandlede ham med Hensyn, faar en Medfart, saa m an skulde tro, han var uden al Fortjeneste. Holberg, som kort Tid forinden havde haft et højt Stade paa Grundtvigs aandelige Rangstige, nævnes som «Danmarks Voltaire» ; men ser m an saa efter, hvad Om tale Voltaire faar, da slaar Skældsord som «det Uhyre», «det gamle Skarn fra F ernej7», En i Møde. (Monstro Grundtvig kendte Stort til Voltaire? —- Til Molière kendte h an i hvert Tilfælde saa Lidt, at han blot dvæler — ret foragtende naturligvis — ved hans lystige og lattervækkende F arcer; skønt Moliéres Storhed, som bekendt, bestaar i hans Mesterskab i den højere Comediedigtning, i «Tartuffes» og «Misanthropens» uovertrufne Karaktér- skildringer, hvis Alvor næppe opfordrer En til at lé).------- P aa Alt dette kunde naturligvis Mynster umuligt være med. Han havde vist nok i T id og Udvikling lagt det 18de Aarhundrede bag sig; men h an følte sig, nu som altid, dybt fo rbunden med det Bedste, denne mærkelige T idsold havde ydet. Han saa f. Eks. godt Bastholms Fejl*); men han næ rede ikke desto m indre stor P ietet for Manden**). — Og højst stødende maatte det være for ham at sé Grundtvig omtale Romerne, hvis Sprog Mynster dyrkede, hvis Statskløgt h an beundrede, hvis Alvor og Anstand h an sympatliiserede med, at sé dette Verdens mest historiske Folk om talt med et saa forkæ trende Had. Romerne, den vestevropæiske Kul­ turs Fosterfædre, faar mellem megen anden Ukvemstale følgende endelige Skudsmaal***): «Deres hele Historie er Borgen for Sandheden af, hvad der fortælles 0111 deres Stamfædre: en Røvertrop, forenet til et ordnet *) Meddelelser 35. **) Kirkelige Lejlighedstaler 259. ***) Anm. t. S. 36.