JPMynster

161 Selskab, som kun indenfor Murene holdtes i Ave ved Skrækkebilleder og fælles Fordel.» Hvad der er deres Ære, at de kun havde et og samme Ord for Dyd og Tapperhed*), gør Grundtvig til deres S k a m . For- staaeligt, at Mynster efter at have læst dette historiske Skandskrift ikke «følte m indste Lyst til» at fortsætte Brevskiftet med Grundtvig. Men uforstaaeligt, at G rundt­ vig kunde vente, at Mynster skulde finde Behag i hans «Verdenskrønike» af 1812 eller ansé ham for Menings­ fælle, naa r han havde gjort sig bekendt med den. — Grundtvig havde i sit andet Brev til Mynster skrevet: «Nej, nej, jeg h a r intet P arti og v il i n t e t h av e .» Det varede dog ikke mange Aar, inden T idens Bølge førte ham et saadan t i Møde, og h an med Glæde overtog Førerskabet. Da han i E fteraaret 1822 var bleven Præst ved Frelsers Kirke, fandt h an Jo rdbund en i Hovedstaden beredt for sig, dels ved Mynsters P rædiken, dels ved den religiøse Bevægelse, der udgik fra det romantiske Opvæld i Aarhundredets Begyndelse, og som nu havde naaet de lavere Befolkningslag. Mellem de theologiske S tudenter var der en begyndende Reak­ tion mod R ationalism en ; og den unge Pasto r Thisted havde vakt Skandale ved gamle Hornem anns Forelæ s­ ninger. — Da Grundtvig kom til København, sluttede dygtige yngre Mænd sig til ham : den senere bekendte Præst P. A. Fenger, den lærde A. G. Rudelbach og Orientalisten Lindberg vare hyppige Gæster i hans Hjem. — Paa dette T id spunk t var Grundtvigs altid urolige Aand i stærk Bevægelse. Man mæ rker det af h in t mægtige, men dunkle Digt «Nyaars-Morgen». Man véd det af den sære Drøm, han havde, efter at han havde læst Irenæos’ Skrift mod Kætterne: Han spillede Skak med Satan om sin Sjæl; h an var gjort mat, da pegede en Engels Finger paa et ubesat Tavl, det var Aposteltidens

*) «fortitudo» nemlig.

11