JPMynster

162 Trosbekendelse. — Af han s Breve til Ingemann sér man, at h an var bestem t paa en alvorlig Holmgang med Rationalismen. Lejligheden lod, som bekendt, ikke længe vente paa sig. Næppe var H. N. Clausens Skrift om «Katholicismen og P rotestantismen» ud ­ kommet, før Grundtvig straks var i P an ser og Plade med «Kirkens Genmæle». Grundtvig ventede sikkert, at Mynster skulde tage hans P a rti; Clausen ventede paa sin Side det Samme. Men Begge skuffedes. Det vilde ingenlunde være ham ukæ rt, skriver Mynster til Engelbreth og P. Hjort*), 0111 Clausen kom under videnskabelig Tugt; thi hans tykke Bog er et temmelig tyndt Arbejde, fuldt af utilgivelige Inkonsekvenser og megen Superklogskab; slaar man paa hans højtravende F raser, klinge de temmelig hule. Men det ærgrer ham , at, n aa r Clausen taler som Viden­ skabsm and til V idenskabsmænd, han straks da skal indstævnes for Mængdens Domstol. Nu er han i en­ hver Kælder og Urtebod bleven udskregen som Guds­ fornægter og in jurieret saaledes af sin Modstander, at h an h a r følt sig nødsaget til at anlægge Proces imod denne. En Skomager Aborre skal have spurgt, 0111 Grundtvig, n aa r han taber sin Sag for Højesteret, ikke kan indanke den for Paven. — Clausens Ytringer 0111 Lu ther ere usømmelige; men en Kristendomsfornægter kan m an aldrig kalde ham , og i Adskilligt h a r han ganske Ret. (Hvad dette er, siger Mynster vel ikke; men jeg m aa antage, at det er Clausens fortrinlige F rem stilling af Katholicismen, som endnu den Dag i Dag h a r Værd). — Derimod er Grundtvigs F rem fusen­ hed ved denne Lejlighed Mynster en Vederstyggelighed; med sin dybe Kærlighed til Biblen er han hjertelig op­ rø rt over, at Grundtvig nu er kommen saa vidt, at han vil have Katekismus sat over hellig Skrift, og

*) Sé d. 17de Brev og P. Hjorts Første Brevsaml. 141.