JPMynster

;

'

‘

\

163 «Biblen kastet hen mellem Skrimmelskrammel af Bog­ stav». Hvor vidt vil da ikke hans uredelige Sind kunne føre ham? Han fo rstaar ikke, hvorledes Engelbreth kan stille sig paa Grundtvigs Side. Mynster bekender «for Gud og Mennesker», at han ikke tilhø rer nogen af Parterne. Paa 20de Søndag efter T rinitatis 1825 holder Myn­ ster en skøn og kraftig Tale om «den k r i s t e l i g e V i s d o m ». Bibelkyndig, som han er, nævner han først mangfoldige Steder af det gamle som det ny T esta­ mente, hvor den rette Visdom anprises. Derpaa siger han: «Dersom vi formørke Guds Baad ved Tale uden Forstand,» gælder det da her, gælder det ved det Vig­ tigste, m indre end ellers, at «vi skulle gøre Gud Begn- skab for hvert utilbørligt Ord, vi have ta le t» ? .......... Dersom Du ikke vil dette, hvor sørgelig, hvor fordæ r­ velig vil da ofte Din Idræ t vorde! Du vil i Dag med Heftighed antage, hvad Du i Morgen vil forkaste; Du vil i Dag paastaa, hvad Du i Morgen vil kalde tilbage; i Dag foretage, hvad Du i Morgen vil fortryde. Du vil gøre Alt til den ubelejlige T id, paa den ubelejlige Maade; og saaledes vil Du give, ikke blot Dig selv, men det Hellige, Du vil forsvare, til Spot for Daarer og Ildesindede. Thi, sandelig! ligesom saadanne Men­ nesker i hvert Forhold kun afstedkomme Forstyrrelse, saaledes blive de ogsaa ofte, om end mod deres Vilje og Vidende, Kristi Korses F jender: de give en F o ra r­ gelse, som de ikke atter kunne læge; de vække en Tvedragt, som de ikke igen kunne stille.» — Til hvem der her alluderes, behøver ikke at siges. — Og han vender sig til den anden Side: «Der er Mange, som synes at mene, at Fo rstanden af sig selv kan opføre Sandhedens Bygning; de tvinde fine Spindelvæv, lette Tanketraade, som de kunstig sammenknytte. Denne luftige Væv skal da være en Klædning, der skal smykke og varme „ . . Men hvad nyttede os Forstanden, hvis li*