JPMynster

164

Intet var os aabenbaret, som vi kunde stræbe at for- staa? . . . Der er en Hjertets Fylde, for hvilken al Kløgt og Kunst ikke kan give E rstatn ing ; der er Kilder i det Inderste, som opvælde til et evigt Liv; dersom disse Kilder udtørres, kan Fo rstanden Intet udspinde, der kan yde Sjælen, hvad den fattes.» — — Mynster delte Sol og Vind lige; men begge P arter toge n a tu r­ ligvis Anstød af hans Tale. Navnlig huskede Grundtvig Mynster, at han havde nævnt ham mellem «Kristi Korses Fjender». Men han glemte Tilføjelsen: «m o d b e d r e V id e n d e og V ilje » . — Det tu rde være et stæ rk t V idnesbyrd om den Lige­ vægt, Mynster formaaede at bringe i sit Sind, n aa r det gjaldt en vigtig Sag, at han til T rods for den vanske­ lige Dobbeltfront, han m aatte indtage i den Grundtvig- Clausenske Strid, evnede at kaste sig ind i den næsten sam tidige Kamp mod den restituerede Materialisme. Kampen drejede sig om D e t e rm i n i s m e og V ilje n s F r i h e d og var rejst af Lægen, Professor F r a n t s Got- h a r d H o w i t z , der med en unægtelig Veltalenhed for­ enede en alt for stor Tankesnarhed. — I Opgangstider eller normale Menneskealdre vil Læren om, at Alt og Alle i Tilværelsen er i en absolut Nødvendigheds Vold, eller at vi Alle til Hobe ere ufri Væsner, være et V irtuosnumm er for en E rasmus Montanus. Men i Nedgangsperioder, hvor de Fleste drive med Strømmen, og de Fæ rreste tør eller gide yde nogen Modstand, er det en Tilfredsstillelse for Mængden at høre, at vi Alle ere i vore Lysters Vold, og at al Talen 0111 «Samvittig­ hed» er Snak. At disse Bekendere af Nødvendigheds­ evangeliet ere saa inderlig glade over slig en filosofisk Forkyndelse, er nu ret m istænkeligt; th i det ser virke­ lig ud, som 0111 al denne sindssvage Jubel h idrørte fra