JPMynster

165

en Bestræbelse efter fuldstændig at dæmpe den Røst, hvormed deres Samvittighed endnu taler til dem. I saadanne Decadenceperioder vil der altid findes en Filosof, der i Tillid til «vox populi vox dei» eller og- saa af Herskelyst og Forfængelighed paa den mest kathedermæssige Maade vil kunne bevise, at Determi­ nismen er den højeste Visdom. — klog, sé vi bort fra de skiftende Modestemninger, maa det indrømmes, at der som Regel i en vis Kreds af det dannede Selskab altid vil være en afgjort Tilbøjelighed til at slutte sig til Determ inisternes Parti, nemlig i L æ g e rn e s . Intet er naturligere! Lægen, der under sit brydsomme Dag­ værk a l d r i g h a r Mennesket for Øje uden som Patient, d. v. s. som lidende, hjælpeløst og viljesvagt Individ, hvis Aand er kuet af Sygdommens Magt, og hvis Legeme er knuget af Smerternes Vægt; Lægen, der Dag for Dag, Aar ud og Aar ind sér paa dette, føres næsten uvilkaarligt ind i materialistiske Anskuelser. Howitz havde som søgt P rak tikus og Docent i Retsmedicin faaet en formelig Animositet mod Kants Lære om Viljens F rihed. I sine Universitetsferier læste han med Begærlighed de materialistiske Skribenter fra det 18de Aarhundrede, først og fremmest Holbachs be­ rygtede «Système de la nature». Til sidst mente han at være kommen til en fast Anskuelse og indsendte en Afhandling til Ørsteds «Juridiske Tidsskrift»*), hvori han (under Henvisning til S p in o z a og L o ck e ) for det F ø r­ ste hævdede, at den skarpe juridiske Adskillelse mellem Afsindige og Fornuftige led af iøjnefaldende Mangler, og at der gaves en Række Overgangstilstande mellem Van­ vid og normal Fornu ft; og dernæst, at Kants Lære om et ubetinget «Du bør» var falsk og naturstridig , at Menneskets Vilje a l t i d var Diagonalen i det Kræfternes Parallelogram , hvis ene Side var den fysisk-moralske

*) VIII.; 1824.