JPMynster

166

Arv fra Forfædre og Foræ ldre, og hvis anden udgjordes af T idens og Opdragelsens Art; at Viljens Energi tilsidst beroede paa L y k s a l i g h e d s d r i f t e n , «den Hængsel, hvorom al selvbevidst V irksomhed drejede sig.» «Hvert Menneske subtraherede uvilkaarlig Summen af befryg­ tede Tab fra Summen af forhaabede Fordele og grundede derpaa det Godtbefmdende, der var Beslutningens Mo­ der». Howitz anerkendte kun «en evig Nødvendighed og en urokkelig Skæbne». Naar m an h a r læst Howitz’ A fhandling, er m an nærved at erklære sig selv for «godt gal», at m an nogen Sinde h a r tilregnet sig selv nogen slet Handling eller ond Tanke, at m an nogen T id h a r følt sig skyl­ dig i en Brøde eller skamm et sig over sig selv. Og n a a r m an h a r hø rt en af Nutidens ørkesløse Drivere udtale, at «Samvittighed i Grunden er noget Vrøvl», er det ikke langtfra, at man, i Belysning af den Howitz- ske Metafysik, kan give ham Bet. — Dog, Spøg til Side! — Howitz var bedre end sin Filosofi. Det var blot uheldigt, at han, i Stedet for at holde sig til det lægevidenskabelige Betsspørgsmaal, uforsigtig havde vovet sig ind paa Sofisteriets uendelige Skraaplan. Derved blev han kom isk; thi kom isk bliver en F ilo ­ sof, n aa r hans Filosofi komm er i Strid med sund Menneskeforstand. Det er æstlietisk korrekt, n aa r Hol­ berg først lader E rasm us Montanus blive til Latter og Forargelse og tilsidst bekomme tø rre Hug; thi Spørgs- m aalet er jo ikke, om hans P aastande ere logisk rig­ tige, men kun, om h an h a r mo ralsk Ret til at hævde dem. — F o r dem, der kende Livet, Poesien og H i­ storien, staar det som Vanvid at nægte Samvittighedens Betydning: overalt træder den os i Møde. F o r blot at holde os til engelsk Poesi, saa forme alle Shakespeares Sørgespil sig til ét mægtigt Spejl for Samvittigheden; Byrons storslaaede Tragedie «Manfred» p rædiker den rystende. (III., 1), og Moores «Laila Rookh» h a r i Slut