JPMynster

167

ningsscenen af «Paradiset og Perien» en saa dybt gri­ bende Skildring af den vaagnende Samvittighed hos en forhærdet Fo rbryder, at blot denne Scene vilde være nok til at gøre det skønne Digt udødeligt. Hvad Historien angaar, da tale krim inalistiske Aarbøger paa hvert tredje Blad om Selvangivelse: i D a n m a r k blev en be­ tynget Samvittighed Aarsag til den frygtelige Pinebænks Afskaffelse. — Dog, vi ville vende os til Mynsters Op­ træden mod saadanne filosofiske Utérligheder, som at nægte Skyld, Anger og Tilregnelighed; thi det er dog Resultaterne af Determinismens Bravader. Mynster skrev først i «Dansk Literaturtidende» en Recension af Howitz’ «Bidrag til Psykologien og Rets­ læren» og det følgende Aar (1825) sammesteds en Kri­ tik af hans Fo rsvar derfor: «Determinismen eller Hume mod Kant». Medens Howitz er konfus, er Mynster klar; medens h in for det Meste synes at være løbet vild i sit historiske Bevismateriale, viser Mynster, hvor grundig han h a r studeret den L iteratur, der til Dato turde kalde sig filosofisk. — Mynster udtaler, at Howitz ikke med altfor stor Tryghed tør søge ind under S p i- n o z a s Skjold. Hvor stor Ærbødighed, man end kan nære for en Personlighed som Spinozas, saa bør man ikke glemme, at hans System først og fremmest var en T a n k e n s Konstruktion. Da Tænkningens Følgestræng- hed var hans højeste Lov, maatte han udelukke Alt, hvad der er den naturlige Følelses Ret. Derved bliver hans System et imponerende Krystalslot, hvor igennem det, der for ham er Evighedens Grundtanke, kan bryde sig som Solens Lue i Farvernes Mangfoldighed; men Hjertet føler sig tit fremmed i dette den uforstyrrelige Tankeordens Palads. «Hvis Spinoza havde besiddet en mere dyb og omfattende Følelse, saa var ikke saa Meget i den menneskelige Natur, som nu, forblevet ham skjult». Naar vi høre, at én af denne Filosofs faa Ad­ spredelser bestod i at fodre Edderkopper med levende