JPMynster

169

nu ikke opfatte det som Spot, naa r En forsikrede hende om, at hu n dog var »lykkeligere» end en anden Moder, som havde overvundet denne af Naturen ind ­ plantede, hellige Drift? Vilde m an ikke forfalske Be­ grebet om hendes Handling ved at kalde den «nyttig» i Stedet for dydig? Maaské vilde hendes Barn blive plejet langt bedre af en Sygeplejerske end af den ængstelige Vogterske; maaské vilde hun gavne Mand og Børn - langt mere ved at skaane sit Helbred. Hvis Dyden bestaar i at gøre det Nyttige, vilde det maaské være langt «dydigere», om hun deltog i en Adspredelse, end at hu n lænkede sig til sit Barns Seng. Men T in ­ gen er, «at denne Moder hand ler a f P lig t: hun føler, at hun sk a l og b ø r handle saaledes. D e r e r en E r ­ k e n d e ls e i o s , som o f te t v i n g e r os t i l a t k a ld e d e t g o d t, h v o r o m E r f a r i n g e n ik k e h a r v i s t o s, a t d e t e r n y t tig t» . — Hvis Locke h a r Ret, at Lyksalighedsdriften er det Eneste, N aturen h a r indplantet Mennesket, kom ­ mer dette ingen Sinde ud over sig selv, og det er en taabelig T ale , at et Menneske fremmer det almene Bedste, n aa r han blot befordrer sin egen Lykke. — Efter Howitz’ Moral kan Forskellen mellen Ondt og Godt kun blive Differensen mellem Fordelagtigt og Ufordelagtigt: Tyven og den Redelige vil i Grunden kun det Samme, nemlig deres «Lyksalighed»; Tyven er ikke slet, men en Daare, der ikke forstaar sig paa det, som vilde være ham det Nyttigste. Howitz gør ingen Forskel paa Fo rstand og Moralitet. Howitz blev meget ilter over al den Modstand, han mødte, og først og fremmest gik hans Vrede ud over Mynster, der efter hans Formening alene paa Grund af sin præstelige Stilling var optraadt imod ham. Da han fandt en Analogi for sin Nødvendigheds­ lære i Augustinus’ Paastand 0111 , at Gud overlader Nogle til evig Fordømmelse, medens Andre tildeles Naade paa den Vis, at de ikke kunne modstaa den, var han