JPMynster

170 ikke langt fra at ville denunciere Mynster som Pela- gianist og Kætter. — Men Locke, mæ rker h an nok, h an ikke mere kan tage sin Tilflugt til. Han des­ avouerer ham som Læ rer; og, idet h an stadig støtter sig til Spinoza, fører h an nu H u in e i Ilden mod Kant. Dog, her fand t h an sin Overm and i Mynster. — I sit andet Indlæg mod Howitz h a r denne forandret sin høflige Tone til en ironisk. Han undres over, at den Evne til at berolige Sindet, som «Hr. Forf.» h a r til­ skrevet sin Nødvendighedslære, h a r et saa slet Demon­ strationsobjek t i ham selv. — Howitz beraaber sig bestandig paa Spinoza, siger Mynster; men sam tidig forsikrer han, at det blot er Fænom ener, der ere ham vigtige, og som han studerer. Véd han da ikke, at Spinozas «Substans», det ved sig selv bestaaende Væ­ sen, gjaldt for denne som det Absolute, i hvilket alle F rem toninger forsvandt som en Bølge i Havet? Naar Howitz paastaar, at der ingen anden Salighed gives for et Menneske end Lykke, Behagelighed, Fornøjelse og Fordel, hvor langt er han da fra den Salighed, Spinoza anpriser, «den Tilfredsstillelse, som oprinder for Sjælen ved Guds Beskuelse og den bestandige Kær­ lighed til ham , og den Dyd, hvis Løn er Dyden selv»? Men m er end besynderligt er det, n a a r Howitz m ener at vinde Noget ved at anføre Hume mod Kant. Kant erklærer, at han først ved Hume blev vak t af «sin dogmatiske Slummer», og h an formener at begribe ham bedre, end hans Landsmænd gør; men dertil kommer, at Kant i Virkeligheden er en langt strengere Determ i­ nist end Hume*). Med dennes Opfattelse af A a r s a g s - b e g r e b e t er Howitz aabenbart i Forlegenhed; han synes at antage, at Hume ikke h a r m ent det saa al­ vorligt dermed. «Men denne F ilosof spøger ikke».

*) Kant hævder jo en s u b j e k t iv N ø d v e n d i g h e d i Er­ kendelsen.