JPMynster

173

en talentfuld Æ sthetiker som Georg Brandes*) paa en for Hegel skaansom Maade, at det er forbi med hans Filosofi. — Men pludselig opdager man, at Alt, hvad der til Dags Dato h a r vist sig virksom t og levedygtigt i den officielle Verden, h a r levet paa hegelianske Idéer, og at det er saa langt fra, at «man er kommen ud over Hegel», at m an i Grunden (den ægte Kristendom naturligvis undtagen) ikke h a r andet Vidnesbyrd for sin aandelige Stræbens Gehalt at støtte sig til, end hans. Thi hvad vilde egenlig denne Mand? H a n v ild e f o r lø s e d e n T a n k e , d e t B e g re b , som h v i l e r i A lt og A lle , og han vilde sammensmelte disse Be­ greber i højere, bevidste, klare Former. Men hvad gør, hvad vil Nutidens V idenskabsmænd egenlig Andet? — Hegels Tanke var maaske ikke ny. Man kan træffe den under Poesiens Form i det gamle finske National­ epos «Kalevala»**); her gælder det for den troldkyndige Vismand at finde « O r d e t» ; og han m aa selvfølgelig svede ganske artigt, inden han finder det. Men dette de gamle F inners T rylleord, det er ikke Andet end Hegels Idé, det er det forløsende Ord, hvorved Aanden tvinger N aturen til at aabenbare sine Hemmeligheder. Hver Gang en Opdagelse gøres paa Fysikkens eller Lægevidenskabens Om raade, hver Gang en Historiker afslører en T idsalders Begreb eller paapeger det Enheds- baand, der samm enkny tter en Personligheds Ejendomme­ ligheder, ja hver Gang en Krig føres og en Sejr vindes paa Grundlag af Kundskab til Fjendens Land, Kend­ skab til hans Forho ld og Stilling, sam t derpaa støttede kloge Beregninger, saa fejrer den Hegelske Filosofi en Triumf. F ranskmændene gave sig, efter de havde lidt Nederlag lige overfor Tyskerne, til at studere Schopen­ hauer og v. Hartm ann, der den Gang vare deres Mod*) Sé «Det unge Tyskland» Hovedstrømninger VI. S. 310.

**) Sé mit Skrift «Oldtidens Kulturhistorie» S. 719,