JPMynster

176 gennem sin Discipel J. L. H e ib e r g skulde give Stødet til den kaade, d a n s k e V a u d e v i ll e («Fjællebodsløjer» kaldte Rahbek den); og at h an gennem sit andet Me­ dium , Martensen, skulde sætte den unge cand. theol. H o s t r u p i slig aandelig Position, at h an kom til at skrive sine navnkundige S t u d e n t e r ko m e d ie r . Thi n aa r Heiberg i sit Forsvarsskrift for Vaudevillen udtaler, a t n a a r en dansk Digter vil forny vort nationale Lyst­ spil, m aa han ikke gaa udenom Pub likum s øjeblikkelige Smag, men netop nytte denne til at sætte sin Idé i Bevægelse, saa h a r vi jo allerede her en hegelsk Tanke. — Men som fuldstændig hegelianiseret Digter optræder Heiberg i «Ny Digte» (1841). Her søger Fora arsengien*) a t drage Digteren bo rt fra den græske Pantjeneste og den katholske Naturdyrkelse, idet han erklæ rer ham , a t i Himlen «er Alle Protestanter» (nemlig hegelske). Digteren skal lytte til «Naturens længselsfulde Røster»; siden Kristus «gjorde sine Mirakler», h a r den faaet et større Værd og længes dunkelt efter sin Forløsnings­ stund ; den a ttra a r at skrifte sine halvforstaaede T anker for det aandige Menneske, den længes efter «at kaste sit Slør for ham», at favnes i Kærlighed og «føres F ri­ heden i Møde». Men Alt dette er i Virkeligheden S trausz’ Fortolkning af de Hegelske Ideer: Mennesket, der opdager Naturens skjulte Kræfter og tager dem i sin Tjeneste, det er den Kristus, der gør Mirakler. — 1 «En Sjæl efter Døden» lader Heiberg St. Peter p ræ ­ dike Hegelianisme. Da den sølle Sjæl vil ind i H imme­ rig, gaar h an rejekt ved Eksam inationen. Sjælen kan ikke sige, hvad Aanden er i Kristi Lære; «thi Aanden lader sig ikke fange i Ord». «Og dog var O rdet Gud!» svarer Apostlen, «jo mer sig Aanden klarer, des m in ­ dre vist nok den paa O rdet sparer; hvo ej med Ord sin Tanke kan sige, komm er ej i Himmerige». Og da

*) «Gudstjeneste» S. 22.