JPMynster

177

St. Peder spørger om Kristi Evangelium og hans Bud til alle Sjæle, og da den stakkels Adspurgte ikke kender andre Bud end «Pligter mod Gud, Næsten og sig selv», dadler Himlens Dørvogter ham for, at «lian tilside­ sæ tter sin Pligt mod Gud; « h a n v il h am ik k e fa tte » . Sjælen er forbavset: han mente, «Gud var ufattelig». Men Apostlen irettesæ tter ham med haarde Ord: «Hvad vil Du da hos os? Sig, hvorfor sparer Du Dig da ikke Vejen til Gud, naar han dog ej sig aabenbarer». Og hermed stænges den Hegelske Himmelport for den vildfarende Sjæl, der saa tilsidst havner i det Helvede, som kun kender Begyndelse, men ingen Bevægelse («det A., som ikke er efterfulgt af noget B.»), hvor den indholdsløse Uendeligheds Repræsentanter, Danaiderne, uden Ophør øse Vand i det store, g r u n d l ø s e Kar; en Verden uden Modsigelser, hvor Alt er slet og glat som en m akadam iseret Landevej; og hvor al denne triste Um iddelbarhed kun opfriskes lidt ved Mefistofeles’ iro­ niske Spot. Thi at blive staaende paa Um iddelbar­ hedens S tandpunkt, det var Genstand for Hegelianernes dybe Foragt; ja, nøje beset, var det at stride mod Guds Vilje: havde han ikke selv drevet vore første Forældre ud af Uskyldighedsstanden (d. e. «Umiddelbarheden»), tvunget Adam til i denne Verden at kæmpe med »Mod­ sigelsens» Torne og Tidsler, og døm t Eva til at «objek­ tivere sig» med Smerte, idet hun fødte sine Børn. — Tilsidst udb ryder Forf. til «Ny Digte» i en Dithy- rambe*). Han er beruset af «Tanken»:

„Det gælder Kamp paa Liv og Død; imod det Ydre ruster sig det Indre; thi Hint os længe Trældom bød, men dette — Tanken — har begyndt at tindre. Den trodser, hvad den forhen lød, og har den bragt det første Stød, den lader sig ej mer forhindre, den vil erobre Verden, ikke Mindre!“ — *) «Protestantismen i Naturen», en Mysterie.

12