JPMynster

2 lig Lugt. Saa vilde Du paa én Gang se en attenaarig Student med et aandfuldt Glimt i de smukke, varme Øjne fare op fra Stolen og skaffe sig Plads for sin Gang op og ned ad Gulvet; hans halvt udviklede Legeme vilde være uden Holdning; Du vilde se ham gestikulere stærkt med kejtede Haandbevægelser, og Du vilde høre en frisk, ustandselig Ordkaskade styrte fra hans Læber. Kun En formaaede at standse denne Ordflom. Det var en slank, lidt mager, ung Mand med et smalt, ubevægeligt Ansigt, der endte i en vel formet, intelli­ gent Hage*). Han halvt sad, halvt laa paa en Stol, fra hvilken, det saa ud som om, han ikke kunde rejse sig, fordi han ikke gad. Naar h a n fæstede sine store, for­ nuftklare Øjne paa det unge Brushoved og kom ham paa tværs med en nøgtern og skarp Vittighed, saa døde den frodigt voksende Tale paa den Unges Læber, og den indre Begejstrings Flamme slukkedes som af et koldt Styrtebad. Men det kunde ogsaa hænde, at det Modsatte blev Tilfældet. Følte den Unge sig som klemt mellem Skjolde af den Ældres ubarmhjertige Argumen­ ter, og disse ledsagedes af et ilsomt, maliciøst-ironisk Træk paa det ellers uforstyrrelige Ansigt, da vilde Yng­ lingen ikke give tabt: med stor Alvor og Omstændelig­ hed søgte han da at retfærdiggøre sin Sag. Men kunde han alligevel ikke føre den igennem, og En af Selskabet raabte: «Steffens forsvarer sig!» (en staaende Beplik, som sædvanlig efterfulgtes af en lystig Latter), da kunde han blive som rasende og slaa løs paa den Nærmeste, som ikke altid var den Skyldigste. Men nu blev Mun­ terheden naturligvis almindelig. Dog, min Læser! Du har maaske som hin brave Justitsraad i H. C. Andersens Æventyr allerede aiført

*) Hans Ungdom sportræt hænger hos hans Sonnedøtre paa «Em ils Minde».