JPMynster

5 store Flygtighed, der var forenet hos Dig med en efter Din Alder ikke altid almindelig Vittighed. O min Søn! Vittighed og Forstand er en Guds Gave; men det er en farlig Gave, naar man misbruger den. Hvor ofte ser man ikke, desto værre! den Vittige at misbruge sine Gaver til de skammeligste Ting; ja (det gyser i mig ved at sige det) til at bestride Guddommen selv og de aabenbarede Sandheder. Til den Ende, mit Barn! naar Syndere lokke Dig, da følg ikke, og vogt Dig for letsindige Synderes Sel­ skab; thi det er en evig Sandhed, at ondt Selskab fordærver gode Sæder, og da Hjertet af Naturen er saa tilbøjelig til det Onde, saa kan snart en letsindig og daarlig Samtale, blandet med forfængelig Vittig­ hed, anrette ubodelig Skade. Lad derfor Herrens Ord stedse være paa Dit Hjerte, og tænk derpaa Dag og Nat, og det skal blive Dig sødere end Honning (Ps. 19; 11). Erindre Dig Davids Svar paa det højst vigtige Spørgsmaal: «Hvorledes skal den Unge bevare sin Vej ustraffelig?» «Naar han holder sig, Herre! til Dit Ord» (Ps. 119; 9). Og paa anden Maade er det vist heller ikke muligt; thi her er saa utallige Fristelser og Forførelser, at man forgæves kan tænke at bevares ustraffelig uden Guds besynderlig med­ virkende Naade og en troende Tilegnelse af Kristi Fyldestgørelse og af de herlige Forjettelser om Kraft til at stride mod vore aandelige Fjender. Denne Tro maa underholdes ved idelige og andægtige Be­ tragtninger over Guds Ord, samt en flittig og hjertelig Bøn; o forsøm ikke Bønnens allervigtigste Øvelse. Vogt Dig vel for at samtykke i en Synd; thi den drager flere efter sig; og Du véd jo, at Hvo, som støder an i ét Bud, er bleven skyldig i alle (Jak. 2, 10), og de usalige Følger af at fremture i Synden ere Forhærdelse, Fortvivlelse og Helvedes evige Angst; fra Alt dette har Din forbarmende Frelser friet Dig