JPMynster

14 paa sit Værelse.» I Hast fik nu en af Pigerne Ordre til at løbe hen til Frøkenen og melde, at hendes Fader havde mærket hendes Fraværelse; hun maatte straks komme hjem. — — Var der ruttet for stærkt med Husholdningspengene, vidste Fruen ogsaa at hjælpe sig. Hun kom f. Eks. Manden i Møde med en Bunke fint Dækketøj og sagde: «Aali Bang! her var en stakkels Kone, der trængte saa haardt til Penge; hun bad, jeg vilde afkøbe hende disse Sager, der tilhørte hendes Brudeudstyr.» Manden modstod ikke denne Appel til hans Velgørenhedssans; han betalte sin Kones Udgift og fik Intet at vide om, at hun havde hentet hint Dækketøj ud af sit eget Linnedskab. — Det er rigtigt, at en Mand skal være Herre i sit Hus; men han maa ikke paa én Gang være den Strenge, Myndige og saa En, som atter og atter lader sig tage ved Næsen af dem, han netop ønsker at ind­ gyde Bespekt. Da bliver han komisk. — Men Bang synes i saa Henseende at have været tilfreds med sig selv. Uagtet hans Prækemani gik saa vidt, at han endogsaa plagede sine Patienter med Foredrag over Forsoningslæren og derved vakte en for ham ube­ hagelig Opsigt*), saa maa han dog idetmindste være vedbleven at besvære sin Familie med sin bornerede Religiøsitet; thi hans egen kødelige Søn, den bekendte Læge, Prof. O lu f B ang klager i efterladte avtobiografiske Optegnelser over den Pine, «det voldte h am , Syvaars- drengen, at skulle opdrages ved Bibellæsning og Psalme- sang.» Den «Agtelse», Dr. Bangs Børn nærede for ham, bestod da deri, at de egentlig kun f ry g te d e ham. De vidste, at de i enhver Henseende vare afhængige af ham, ikke alene for de unge Aars Vedkommende, men ogsaa for deres Fremtids. Thi han, den for-

*) Se det lille Skrift «Tria jun cta in uno» Nr. I.