JPMynster

15 maaende og anséte Mand, hvis Broder beklædte en høj Statsstilling, og selv som betroet Læge færdedes i de fornemste Huse, efterfulgte altid sit stærke Hang til Nepotisme: snart skaffede han en nær Slægtning et godt Embede, snart bragte han en Andens Sager paa Fode ved et rigt Giftermaal o. s. fr. Men saa forlangte han ogsaa paa den anden Side, at de Frænder, der havde hans Hjælp nødig, skulde rette sig efter hans Dispositioner. Navnlig taalte han ikke, at Ungdommen fulgte sit eget Hoved: «Andre havde valgt for ham, da h a n s Livsbane skulde bestemmes; og han var dog kommen paa sin rette Hylde.» Skønt han elskede sin Søster, Henrik Steffens Moder, højt, havde han dog følt noget Mishag ved, at hendes Søn ved Modtagelsen i hans Hus, i Stedet for efter Skik at kysse ham paa Haanden, frejdig havde rystet den, da den blev ham rakt. Og hvor forbitret blev han ikke, da Nevøen efter at være bleven Student valgte Noget saa brødløst som «Naturvidenskaberne» til sit Studium! Imidlertid var, som bekendt, Henrik Steffens stædig paa det Gebet, og Onkelen, der til Syvende og sidst var en godmodig Mand, lod ham endelig følge sin Vilje*). — Men hans Stedsønner skulde ikke have Lov til dette. Først tænkte han paa at gøre en Advokat ud af den Ældste, der altid demonstrerede saa ivrigt. Senere forandrede han sin Beslutning: Ole var et godt Hoved; han skulde være Læge ligesom han selv. Jakob Peter derimod, som baade han og hans selvbevidste Sviger­ moder ansaa for en svagt begavet Dreng, kunde næppe opnaa Mere end en Gang at blive Præst i et Land­ sogn. ------- Jakob Peter var nu vistnok ikke meget udviklet; han var lille af Vækst, og Stemmen spæd; men han hørte til de langsomme og stadige Naturer. I denne

*) Steffens: Was ich erlebte II.