JPMynster

17 saaledes, at lian blev den første Laudabilist efter «de Indkaldte». — Man skulde nu tro, at glade og for­ bavsede Ansigter havde modtaget ham ved Hjem­ komsten; men det Hele synes at være løbet ret køligt og stilfærdigt af. Den hæderlige Tilendebringelse af en Prøve, som for alle unge Mennesker spiller en saare betydelig Rolle, forhøjede ikke i nogen Maade hans personlige Værd i de strenge Slægtninges Øjne. Ikke desto mindre har han været glad ved at have overstaaet Eksamen med Hæder. Tidlig var han et meget æresfølende Menneske og satte stor Pris paa det, der behøves for at opnaa Agtelse i det sociale Liv. Gladest har han dog været ved Tanken om, at han nu som ung, flink «Academicus» havde erhvervet sig Ret til at indtage sin Plads mellem «den store Rroders» Kammerater; thi selv havde han ingen. Den eneste af hans Eksamensfæller, hvis Regavelse hævede sig over Jævnmaalet, var Henrik Steffens, og denne var allerede et Par Aar ældre end han og fik snart Studier tilfælles med hans B ro d e r.------- Det var drøjt for Brødrene Mynster, naar Sted­ faderen efter Aftensmaaltidet tændte sin Pibe og for­ langte, at de skulde underholde ham med Samtale, til den var røget ud. Men saa snart dette Øjeblik var indtraadt, for de op ad Trappen til Nr. 5; og her samledes efterhaanden et muntert Kompagni. Under­ tiden var Selskabet ret broget; man kunde træffe medi­ cinske og kirurgiske Studenter fra Tyskland, Norge og Sverig, der vare komne til København for at søge den anséte Professor Bangs Vejledning. Men i Reglen samledes ikke synderlig Flere end den faste Stok. Og i hvert Tilfælde var Ole Hieronymus Mynster Herre i sin Stue: Kirurgerne fik sjælden Lov til at fortælle liderlige Historier. Han forstod at give Sam­ talen den rette Kurs og at anspore dem til at tale, som det var værd at høre paa. Eller han holdt 2