JPMynster

20 Liv hos dette lille, unge, halvt forladte Menneske. Ja, han har endogsaa taget sig af ham som Manuduktør, naar hans Lærers Uvidenhed og Ligegyldighed blev altfor skandaløs.*) Til den faste Stok paa Nr. 5 hørte ogsaa H e n r ik S te ffe n s og Carl Heger. Den Første er oftere omtalt og skildret i vor senere Tidsperiode, den Sidste kun undtagelsesvis. Ikke saa underligt: den, der ikke selv sørger for at skaffe sig Plads i Historien, glemmes snart; og dog burde C a rl H eg e r erindres mere end Mangen, der blot fylder op i et biografisk Leksikon; thi h a n har været saare Meget for de udmærkede Mænd, til hvilke han med varm Hengivenhed sluttede sig. Han har virkelig, hvad der er sjældent i Opgangs­ tider og næsten umuligt i Nedgangsperioder, i sin Per­ son udtrykt V e n s k a b e ts Id e a l. Carl Hegers Liv var «Eneboerens i Skoven bag den store Landevej»: han forholdt sig kun iagttagende lige overfor Livets brogede Færdsel: til positivt at gribe ind deri, var han saa blottet for Intensitet, at han trods den Iver, hvormed han kunde studere, og den Duelighed, hvormed han kunde vejlede Studenter til at bestaa den theologiske Prøve, aldrig var at overtale til selv at underkaste sig den; og dog var Præstegaardslivet i Landsbykirkens fredelige Skygge hans stadige Længsel! — Han hørte til de (i vor Tid sjælden kendte) sky og tilbageholdne Naturer, der ligesom udviske sig selv, for at de, i hvis Nærhed de færdes, mere kunne træde frem. — Under «Commersen» paa Nr. 5 sad Carl Heger som oftest halv tvær og hel tavs; saa og hørte kun paa de Andre. Men saa kunde han paa én Gang, naar Diskus­ sionens livlige Strøm var standset, interessant gengive

*) Lengnicks Stam tavler: «Fam. Laub.» — Dr. Zeuthen: Et Par Aar af m it Liv. — Ludv. Mynster: Blade af M.s Liv og Tid. — Selm ers Nekrol. Sml. II.