JPMynster

21 Samtalens Indhold og træffende efterligne Kammeraternes Mimik og Udtryksmaade: han besad ikke lidet af det sceniske Talent, Broderen Steffen ejede, og som glimt­ vis brød frem hos Søsteren Kamma. — For den yngre af Brødrene Mynster spillede han en betydelig Rolle hele Livet igennem. Hvad Horatio var for Hamlet, var Carl Heger for Jakob Peter Mynster. Skønt Mynster endnu i Hegers Levetid opnaaede den danske Kirkes højeste Stilling og som Prædikant i Manges Omdømme ikke havde sin Jævning, og uagtet Heger aldrig naaede længere end til at blive Prins Kristians Haandbiblio- tliekar og Oversætter af et Par Smaaskrifter, saa plettede dog aldrig den svageste Draabe af Misundelse det smukke Venskabsforhold. Carl Heger var altid den Første til at glæde sig over Mynsters sociale Fremgang og stadig ivrig for at gøre Andre meddelagtig i sin Be­ gejstring for hans aandelige Ydelser. Thi h a n levede k u n i Tanken 0111 sine Venner: deres Lykke var ogsaa hans; deres Modgang og enhver Uretfærdighed, der vederfores dem, følte han som sin egen Smerte. — Hvis Publikum og Skuespillere endnu havde æsthetisk Sundhed nok til at tilegne sig Oehlenschlågers bedste Tragedier, vilde man ikke saa sjældent faa Carl Hegers Minde opfrisket: den trofaste T h o r v a ld i «P a ln a to k e» er intet Ideal, men efter Digterens egen Forsikring et livagtigt «Portræt» af Svogeren og Vennen*). Til Kærneselskabet paa Nr. 5 maa ogsaa J e n s W ilk e n H o r n em a n n henregnes. Det var en stærk, frejdig og opvakt Ungersvend. Udgaaet fra en gammel, ansét Præstesiægt og opvokset i et Hjem, hvor Hus­ faderen holdt fast ved den gammeldags Tro og Theologi, formente man ogsaa, det var selvfølgeligt, at Jens

*) J. P. Mynster: Kirkelige Lejlighedstaler II. — Oehlenschlågers Udv. Lyriske Digte ved Liebenberg S. 249. — Høsts Erindringer S. 30.