JPMynster

24 hed for derigennem at opdrage ham: thi Ole Hieronymus var en stor Kunstner i den aandelige Fødselshjælp. Han kunde, fortæller Broderen, Jakob Peter, omgaas alle unge Mennesker, selv de lidet betydelige, og op­ muntrende lokke d e t ejendommelige Aandsindhold, som endog de besad, frem. Men mod de virkelig Be­ gavede kunde han være streng, ja haard. Det var ikke, fordi han frygtede for, at de skulde vokse ham over Hovedet; men den halvt affekterte og usande Følelse og det blæreagtige Væsen, som mer eller mindre er ejendommeligt for slige Mænd i deres Gæringsperiode, nærede han en sand Animositet imod. Ikke desto mindre holdt O. H. Mynster af det unge Brushoved, Henrik Steffens, og kom ham altid efter deres hyp­ pige Carambolager med største Godmodighed i Møde; Steffens paa sin Side kunde ikke undvære Nr. 5 og dets Centrum, Ole Hieronymus, hvor ofte end (som han selv siger) hans Sjæls saftfulde Træ blødte, nåar Vennens skarpe Kniv afskar dets altfor mange og alt­ for yppige Vanskud. I et andet Lys har O. H. Mynster dog vist sig for J. W. Hornemann, hvilket fremgaar af et (forhen næppe trykt) Brev, som Hornemann netop paa dette Tidspunkt skrev til sin Svoger, Præsten Morten Breds- dorff i Vester-Skjerninge, der først havde vakt hans Sans for Naturens Studium: «Blumenbachs Naturhistorie», skriver han, «bliver i denne Tid (1792) oversat af en af mine Venner ved Navn Mynster. Han har bedet mig at skaffe sig Subskribenter. Siden Du ikke har Bogen paa Tysk, er det altid værd at subskribere paa den, da det uden Tvivl er den bedste Haandbog, man har. Oversætteren er en ung Mand af sjældne Talenter, og — hvad egentlig har gjort mig til hans Ven — et for­ træffeligt Hjerte, forbundet med al mulig Mangel paa Praleri. Han besidder ingen synderlig legemlig Fu ld­ kommenhed, men des mere af den indvortes Fu ld