JPMynster

25 kommenhed. Hans Ansigt er vel ikke egentlig smukt, men godt; og Hvem vilde ikke hellere vælge det Sidste end det Første, naar Begge ikke kunde tindes forenede. Den Beskedenhed, som enhver ung Mand burde be­ sidde, der foragtes af Narre, men elskes af fornuftige Mennesker, den Egenskab ikke at ville synes klogere, lærdere, smukkere, bedre og i det Hele taget fuld- komnere, end man er, disse Dyder besidder han . Han vil derfor bestandig blive min Ven; ikke én af disse sympathetiske, idealske Venner, hvis Sjæl smelter sammen med Vennernes af bare Lighed som Kviksølvs­ kugler; ikke en følsom Ven, der henflyder i Taarer og af bare Godhed græder sammen med den Anden over, at de ikke nok kunne elske hinanden; men en af de Venner, jeg kan have Agtelse for, fordi de have Hjerte, og fordi de have mig kær. Dem kan jeg holde af, skønt de maaske ikke viste mig samme Hengivenhed som en Anden, der kalder mig sin Ven, men jeg næppe h a n s .» — Det var saadanne unge Mænds Ven og Kammerat J. P. Mynster attraaede at være, n u da han var bleven Student. Den spinkle Rus med den spæde Stemme var da ogsaa til Trods for sin ringe legemlige Udvik­ ling selvskreven til at blive Medlem af Laget paa Nr. 5: han var jo Ole Hieronymus’ Broder og havde Del i Værelset, hvor man samledes. Men han har straks her haft Lejlighed til at øve sig i den vittige Persiflage og rammende Sarkasme, som hele hans Liv igennem ved enkelte Lejligheder skal have været ham ejendomme­ lig. Lige saa lidt som i Wessels «Norske Selskab» skaanede man paa «Nr. 5» hinanden. Bestandig svævede selv under de alvorligste Diskussioner Latteren over Ens Hoved; bestandig maatte man aandelig talt staa i «En-garde» Stilling. Var man træt af at tale om hine bevægede Aars politiske Æmner, frembød intet af Tidens social-filosofiske Spørgsmaal sig til Drøftelse,