JPMynster

26 saa stiklede man paa hinanden, gjorde Nar ad hinanden, eller skrev, til Afveksling, hinandens Ligvers. Jakob Peter Mynster, som jo skulde studere Theologi, tik saa- ledes sit eventuelle Eftermæle udfærdiget af H e n r ik V ilh e lm L u n d b y e (senere Konsulatssekretær i Tunis og Camoéns Oversætter): saa var Hr. Jakobs*) Stemme i hans Sogn. Til Menighedens sande Tarv og Hæder han var dens Faarehyrde og dens Væder. Omsider døde han som Superintendent, og Fanden tog den Skat, som Himlen havde sendt“**). — Den Tone torstod J. P. Mynster ret godt at slaa ind i: han vilde ikke lade sig lumpe af de djærve Kammerater og gav lejlighedsvis Raat for Usødet. Men i Grunden var hans Sindstilstand en ganske anden end den, der svarede til «Commersen» paa Nr. 5. Dybt i hans Sjæl kæmpede bitre Tanker med blød, higende Følsomhed; trodsende Ærekærhed med Fortvivlelsens Afmagt; Følelse af egen Usselhed med stum Resigna­ tion. Han vilde gerne være noget Mere end en lille jævnt begavet Student, som kun tolereredes i de ældre, lovende Kammeraters Samfund: han vilde være som én af dem! — Der var imidlertid hændt Noget lige efter hans Rusgilde, som dybt havde nedstemt hans Sind. De unge Mennesker havde naturligvis været glade og lystige; og det forstaar sig, at Dusskaaler vare drukkede i Mængde. Men Dagen efter Gildet havde Laub sagt til J. P. Mynster: «Hør, lad vort Dusbroderskab være glemt? Jeg skal sige Dig, jeg gider ikke være „ E n d e r i i m . Som Lyden af en usmurt Vogn

*) Der staar «Søfren», m en oprindelig stod der «Jakob»; se Mynsters M eddelelser S. 52, 1ste Udg. **) Lundbyes Rhapsodier 1801.