JPMynster

27 Dus med «N. N.», som jeg ser hver Dag, men ikke kan lide. Naar han hører, at vi To ikke mere siger «Du» til hverandre, vil han ogsaa betragte mit og hans Dusdrikkeri som et Øjebliks Indfald.» J. P. Mynster svarede ganske rolig Laub, at han skulde føje ham ; men i Virkeligheden følte han det som en dyb Nedværdigelse: «Altsaa Laub» (og han har sikkert mellem Kammeraterne sat megen Pris paa denne elsk­ værdige Yngling), «han ringeagter Dig i den Grad, at han ikke en Gang vil værdige Dig at sige «Du» til Dig». Og nu begyndte den stakkels unge Student at pine sig selv: «De sige nede i Familien, at jeg er dum, rimeligvis er jeg det ogsaa; de laste min Opførsel, muligvis har de Grund dertil; alle Mennesker har jo en Tilbøjelighed til at indbilde sig, at de ere bedre, end de i Virkeligheden er.» Naar saadanne Tanker kom op i hans Sind, herskede de enevældigt dér: hver lille Ting, som kunde synes krænkende for ham , rugede han over og trykkede hver lille Braad dybere og dybere ind i det saarede Hjerte. I en saadan Sinds­ stemning var det ham ikke muligt at ryste den ubillige Behandling af sig, som han ofte var Genstand for fra Stedfaderens og hans vigtige Damers Side. Oppe paa Nr. 5 var han da ordknap og sky og søgte helst En ­ somhed. — I den milde Aarstid, naar Løvet foldede sig ud, og de høje Træer i Clasens Have stod i deres fejre Foraarspragt, vandrede han ofte gennem Kastellet ud ad den énsomme Strandpromenade. Dér, hvorhen nu København har trængt sine uskønne, kaserne- agtige Bygninger, var der den Gang en idyllisk Fred, som virkede velgørende paa den unge Mynster. Han botaniserede lidt, læste i sin Yndlingsdigter Ewald og fortabte sig i milde Drømmerier. — Dette var snart hans bedste Timer. Naturligvis blandede der sig megen Forfængelig­ hed og Selvsyge i det unge Menneskes Sjælekvaler.