JPMynster

28 Han fortæller i sit Levned, hvorledes han en Gang, da han læste Fénelons Ord til et af hans Skriftebørn: «Accoutumez vous à vous voir vaine, ambitieuse pour l’amitié d ’autrui, tendant sans cesse à devenir l’idole d’autrui pour l’être de vous-même» *) kom til at tænke paa sig selv. Men han var ogsaa stædt i denne Lidelse fordi (og vi kunne n u sige f o rn em m e lig ) fordi han besad et Hjerte, der tørstede efter Kærlighed og Sym- pathi. Hvor kunde han ikke være glad, naar man en Gang havde behandlet ham venligt og hensynsfuldt, og navnlig naar en elskværdig Dame havde ladet sine Blikke hvile paa ham! Thi man begriber let, at J. P. Mynster var et erotisk Gemyt: den Blidhed, Ømhed og rene sympathiske Følelse, som Kvinderne lige op til de sidste Tider har repræsenteret, vinkede den unge Student som Lægedom for hans syge Hjerte. Uagtet hans Stolthed og medfødte Takt aldrig tillod ham at overskride en ridderlig Courtoisies Grænser, «badede han sig dog usigelig gerne i de Straaler, der udgik fra smukke Øjne.» Navnlig var der En, som «i hans tid ­ ligste Ungdomsaar» fængslede ham stærkt. Hendes Navn var So fie Ga a r der. Blandt de Huse, hvori hun kom, var ogsaa det Bangske, og her var hun ikke alene Genstand for Brødrene Mynsters Hyldest, men ogsaa for Henrik Steffens’. Efter dennes Omtale maa hun have fremstillet Typen paa den Tids Kvinde­ ideal. Hun var meget blond, sart og fin, fuld af Ynde og Anstand i Holdning og Bevægelser; der var intet Koket, Behagesygt eller Erobringslystent ved hende : «de milde Øjne udtrykte Alt, hvad der foregik i hendes Indre». Der var en Velklang i hendes Stemme og en Blidhed i hendes Ord, saa at det voldte Glæde blot

*) «Væn Dem til at ansé Dem selv for forfængelig og iversyg for Andres V enskab, bestandig stræbende efter at blive Afgud for en Anden, at De kan være det for Dem selv.