JPMynster

29 at høre hende tale. Den Lidenskab, hun vakte, var ingen hed, glødende Attraa, men virkede snarere «sæde­ ligt velgørende.» J. P. Mynster turde «end ikke i Drømme» liaabe, hun kunde blive hans. Han var jo en pur ung Student, der endnu ikke besad den a lle r r in g e s te Udsigt til at kunne tilbyde en saa almindelig fejret Dame en social Stilling, som svarede til de For­ dringer, hun kunde stille. Alligevel hang han ved hende med en ung Pages Kærlighed til sit Hjertes Dronning: «længe kunde han leve af enhver lille Gunst­ bevisning, hun forundte ham, og nyde den i Kærlig­ hedens saligste Henrykkelse; timevis kunde han om Aftenen gaa frem og tilbage udenfor hendes Vinduer, uden han formaaede at rive sig løs; til sidst kunde han lige som føle sig opløst i en Strøm af Taarer, medens Verden forsvandt for ham som en Drøm.» — Sofie Gaarder blev senere gift; med hvem har jeg aldrig kunnet opspore. Steffens siger, at hun blev «en Vens Brud»; Mynster fortæller, at hun ægtede «en ansét, men sygelig Mand, hvis Støtte hun blev i deres Hjem, fjernt fra Hovedstaden.» — Men jeg tror ikke, at hendes unge Tilbeder nogen Sinde har kunnet glemme hende, dertil vare de lyse Flammer, hun havde næret i hans Hjerte, brændte for dybt ned. Hver Gang jeg har læst den Anmeldelse, han som ældre Mand skrev i Anledning af « F am ilie n R iqu ebou rg» s Opførelse paa det kgl. Theater (det Eneste, han i den Art har leveret, og som ellers laa saa ganske udenfor hans literære Frembringelsers Kreds), har jeg ikke kunnet frigøre mig for den Tanke, at de Strenge i hans Indre, som under Forelskelsen i Sofie Gaarder vare saa dybt rørte, her atter have dirret under Erindringens Haand. Fru Anna Nielsen, der som Mdm. R osings Elev*) tør have fastholdt Traditionen om Kvindeidealet fra

*) At hun var det, har htm adv fortalt Maleren Vermehren d. JE.